300 mio. kr. på vej til opkøb investering

Efter frasalg af børsmægler- og ejendomsselskaber satser Silkeborg-koncernen Henton på investering i en stribe jyske og fynske virksomheder

En stor gruppe mindre, danske virksomheder har brug for nye ejere de kommende år. Derfor samler et midtjysk selskab netop nu investorer, så der samlet kan gennemføres opkøb for 300 mio. kr. Silkeborg-selskabet Henton Group, som tidligere var ejendoms- og finanskoncern, står bag det nye selskab med navnet Henton Virksomhedsportefølje A/S. Det samler lige nu aktionærer, som i alt skal skyde 100 mio. kr. ind. Selskabet har allerede tilsagn fra banker om efterfølgende lån på 200 mio. kr.

»Målet er aktiv virksomhedsudvikling, hvor vi selv og aktionærerne skal spille en rolle. Søgelyset er især rettet mod virksomheder, der omsætter for 25-100 mio. kr. og står over for generationsskifte. Der findes op mod 15.000 danske virksomheder i den størrelse. En betydelig del af dem skal gennem et generationsskifte inden for de nærmeste år,« siger projektdirektør John Andersen, Henton, der tidligere bl.a har været adm. direktør i Difko og underdirektør i Danske Bank.

Sammen med Henton Groups ejer og stifter, Kent Madsen, der også er bestyrelsesformand i fodboldselskabet Silkeborg IF, står projektdirektøren i spidsen for den nye opkøbsvirksomhed.

Ud over generationsskifter er fokus rettet mod virksomheder, der har problemer med økonomi, strategi eller andet.

»Den type virksomheder skal dog have et bæredygtigt og fremadrettet forrretningsgrundlag. Vores mål er ikke kortsigtede investeringer. Vi er klar til at være med over 10-15 år, hvis det er den rette løsning. Planen er at arbejde målrettet med at udvikle selskaber og eksempelvis deltage i branchekonsolidering. Der er ikke fastlagte grænser for, hvilke brancher vi vil ind i. Men det skal altovervejende være produkt- eller videnbaserede virksomheder,« siger John Andersen.

Han satser især på investeringer i Jylland og på Fyn - i etablerede virksomheder. Henton vil i alle tilfælde have en reel bestemmende indflydelse.

Læs også