S: Det skal være slut med overbudspolitik ENERGIPOLITIK

Hidtil har miljøminister Connie Hedegaard (K) og tidligere miljøminister Svend Auken (S) kæmpet indædt om at have den grønneste profil. Men det er ikke vejen frem, lyder det fra energiordfører Kim Mortensen (S).

Socialdemokratiet peger på, at det på tide at gøre op med den overbudspolitik, der har præget energiområdet gennem længere tid.

I stedet for at partierne kappes om at opstille det største mål for brugen af vedvarende energi eller de største energibesparelser, er der brug for at anskue tingene på en mere realistisk måde, siger energiordfører Kim Mortensen (S).

»Det er på høje tid, at vi gør op med forestillingen om, at vi om fem år kan afløse den gammeldags energiprodukt med vedvarende energi. I fremtiden vil vi stadig skulle bruge kul,« siger han.

Kim Mortensen understreger, at hans budskab ikke er at skrue ned for visionerne. Tværtimod. I stedet efterlyser han, at indsatsen på klima-, energi- og miljø-området i langt højere grad tænkes sammen, fordi tingene både i dag og i fremtiden vil hænge sammen.

»Allerede i dag er der for lidt interesse for de virksomheder, som er involveret i arbejdet med at udvinde olie og gas i Nordsøen. Olie og naturgas er også en del af Danmarks energiforsyning fremover. Derfor er der brug for, at vi ser på, hvordan vi kan udvikle nye teknologier til at bruge ressourcerne fra Nordsøen bedre,« siger Kim Mortensen, der ikke tøver med at slå fast, at det er en svær dagsorden at trænge igennem med i den igangværende klimadebat.

Men ifølge energiordføreren handler energipolitik om meget mere end klimaindsatsen.

Det handler også om infrastruktur, forskning og støtte til udvikling af nye energiformer.

»Det allervigtigste for et samfund er en stabil og driftssikker energiforsyning. Hvis vi ikke vedligeholder og investerer i en stabil energiforsyning, risikerer vi, at det bliver rigtig dyrt for os alle sammen,« siger Kim Mortensen.

Omvendt erkender han, at det på ingen måde er gratis at sikre energiforsyningen. Netop derfor er Socialdemokratiet parat til at øremærke statens indtægter ved privatiseringen af Dong Energy til at udvikle nye teknologier.

»Vi er klar til at bruge fem mia. kr. fra Dong-salget til over en 10-årig periode til at investere i disse områder,« siger Kim Mortensen.

Mens Socialdemokratiet lægger op til handling, langer partiet ud efter regeringen, som man anklager for at have sovet i timen, når det gælder om at få udstukket fremtidens energipolitiske kurs.

Den tidligere energi- og transportminister Flemming Hansen (K) fremlagde i januar regeringens udspil til en ny og grøn energipolitik. Ni måneder senere venter forbrugerne og ikke mindst energibranchen stadig på nyt, og det er bare ikke godt nok, fastslår Kim Mortensen.

»Ingen vil investere i vindmøller eller biogasanlæg, når man ikke kender afregningsprisen. Hele situationen har skabt et vakuum, der kan blive dyrt for virksomhederne,« siger han.

Socialdemokratiet deltog frem til udskrivelsen af valget i forhandlingerne om en ny energiaftale.

Læs også