Brug for politisk snilde

LEDELSE Den nye topchef i A. P. Møller - Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, får brug for al sin politiske snilde i det nye job. Før har han kun skullet sælge øl. Nu handler det om alt fra forsvarskontrakter over oliefelter til byggeriet af enorme havneterminaler.

Det ser næsten ydmygende ud: Nils Smedegaard Andersen er blevet klemt ned i en sofa mellem næstformanden i A. P. Møller - Mærsks bestyrelse, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, og en bahrainsk embedsmand. Han klemmer sine hænder sammen i skødet for at fylde mindst muligt.

Hans og alle andres blikke er rettet mod den ene ende af sofagruppen og dermed mod ærespladsen, hvor A. P. Møller - Mærsks bestyrelsesformand, Michael Pram Rasmussen, troner i en blød lænestol og taler høfligt med kronprinsen af Bahrain.

Men Nils Smedegaard Andersen kan godt vænne sig til det - både at være anden- eller tredjeviolin og ind imellem at være orkesterleder i stedet for Michael Pram Rasmussen i den slags højttravende høflighedsvisit. En meget vigtig rolle for den nye adm. direktør i A. P. Møller - Mærsk er at pleje de politiske kontakter.

I sidste uge fik han en ordentlig slurk af mosten, da han sammen med den øvrige bestyrelse var på visit i Mellemøsten. Hvert andet år tager rederiets bestyrelse et sted hen for at møde de lokale Mærsk-chefer og for at hilse på de lokale kunder og øvrigheder. Normalt ville Nils Smedegaard Andersen være blot en del af bestyrelsesfølget og ikke være med til de ypperste visitter som det hos Bahrains kronprins. Men denne gang kom han med til højbords, fordi han skulle præsenteres som den nye adm. direktør.

Det er ikke første gang, Nils Smedegaard Andersen prøver den slags. Han kommer fra en stilling som øverste chef i Carlsberg, som også plejer kontakter på højt politisk niveau over hele verden.

»Men han rykker op i en anden liga nu. De personer, som han møder, er lige det finere, og der er lidt flere af dem, der vil give hånd,« som en A. P. Møller-kender siger.

Størrelsen alene signalerer en del: Carlsbergs omsætning er en smule mindre end omsætningen i blot det ene af A. P. Møller - Mærsks forretningsområder. Carlsberg omsatte i første halvår i år for 21,5 mia. kr., mens detailhandelsforretningen i A. P. Møller - Mærsk (læs: Dansk Supermarked) omsatte for godt 27 mia. kr. Samlet omsatte gruppen for 133 mia. kr. på et halvt år.

Dertil kommer, at A. P. Møller - Mærsk dækker over flere forretningsområder, herunder supermarkedsdrift, olie- og gasudvinding, rederiaktivitet og drift af havneterminaler.

»Tager du et land som Kina, skal du være gode venner med de lokale myndigheder, hvis du skal bygge en terminal uden for Shanghai. Men du skal også være tæt på statsapparatet, hvis du vil have lov at sejle på deres største floder. Det er derfor, A. P. Møller - Mærsk dyrker kontakterne i Kina så meget,« siger Lars Bjørnvik, som er analytiker og har fulgt selskabet i mange år.

Kontakterne er dyrket med så stor omhu, at man fra officiel kinesisk side valgte at holde fest for Mærsk Mc-Kinney Møller, da han var på besøg i Kina ved sin 88 års fødselsdag. Den, der havde arrangeret dagen, var Wu Yi, indtil Nationalkongressen for kort tid siden den højest placerede kvinde og vicepremierminister i den kinesiske regering.

Tilsvarende plejer A. P. Møller - Mærsks topfolk omgang med de allerøverste folk i den amerikanske regering, ikke mindst i forsvarsministeriet. Det amerikanske datterselskab Maersk Inc. har en kontrakt på omkring 30 skibe, som via det såkaldte Navy's Military Sealift Command, står til rådighed for det amerikanske forsvar, og som sejler forsyninger til de amerikanske soldater.

»Den slags ordrer kræver, at du har kontakterne og plejer dem,« siger Lars Bjørnvik.

Hvem A. P. Møller - Mærsk sender afhænger af, hvem værten stiller med. En kronprins fra Bahrain kræver øjensynligt en bestyrelsesformand. Andre gange er det mere passende at sende den adm. direktør.

Det kræver klogskab
Det, Nils Smedegaard Andersen skal bruge af talenter, er først og fremmest hans klogskab. Han skal tale med folk, der er de absolut hurtigste knallerter på molen, og han skal gøre det ukunstlet.

»Det vil sjældent være ham , som tager initiativ til møderne. Typisk vil det være den lokale Mærsk-ledelse, som synes, det vil gavne med et besøg fra toppen, og så skal han stille op. Der snakkes ikke kontrakter og detaljer på den slags møder - det er rene høfligheder,« siger en kilde, som kender spillet.

Måske får han lidt modvind i begyndelsen, for lige nu har A. P. Møller - Mærsk en udfordring med alderen. Michael Pram Rasmussen er 52, og Nils Smedegaard Andersen er 49 somre - de er vårharer ved siden af Mærsk Mc-Kinney Møller, som fyldte 94 år i juli. I lande, hvor alderen i sig selv afføder respekt, er Nils Smedegaard Andersen og Michael Pram Rasmussen kun lige gamle nok. Men med tanke på, at de samtidig kan stille med familien i form af Hr. Møller selv eller døtrene, hvis det betyder noget for værten, at det er et familieforetagende, bliver det næppe noget problem.

Hvordan det første møde med Bahrains kronprins gik for Nils Smedegaard Andersen kommer snart for en dag. Officielt var det en tilfældig høflighedsvisit. Men få dage efter visitten kunne Bahrains olieminister, Abdulhussain Mirza, med stolthed fortælle, at otte olieselskaber har budt på ordren på at opgradere landets olieproduktion. Mærsk er en af byderne.

Den danske koncern og dermed Nils Smedegaard Andersen har ikke fået ordren endnu, men nu kan kronprisen i hvert fald huske, hvem Mærsk og den nye koncernchef er.

lone.andersen@jp.dk

Læs også