Investor i fuld fart

profil Hun har haft succes med investeringer i medier og teknologi, men floppede med netbutikken Haburi.com. Nu står Ulla Brockenhuus-Schack i spidsen for den hurtigt voksende ventureinvestor Seed Capital.

Det man først lægger mærke til hos Ulla Brockenhuus-Schack er tempoet.

Der er fart over den 46-årige investor, som har skubbet et internt møde, for at kunne sandwiche et hurtigt interview ind, før det igen er ud af døren, ind i bilen og af sted til en anden aftale.

Som managing partner i Seed Capital, Danmarks største ventureinvestor i ganske små opstartsvirksomheder, har Ulla Brockenhuus-Schack da også sit at se til: Omkring 65 selskaber er allerede i porteføljen - og flere er på vej ind i varmen.

»Vi laver et sted mellem 12 og 15 nye selskaber om året,« fortæller hun.

Ikke alle bliver det nye Microsoft, men i dette hjørne af finansverdenen græder man ikke over spildt mælk. For det er en grundsætning i branchen, at kun en mindre procentdel af projekterne nogensinde bliver kommercielt gangbare - og at en endnu mindre brøkdel skal tjene de rigtig store penge hjem.

»Vi er klar til at tage en relativ stor risiko på et tidspunkt, da venturemarkedet endnu ikke er parat.«

Og noget tyder på, at der er opbakning til den strategi. Her knap tre år efter Seed Capital blev etableret, har gruppen ca. en mia. kr. under forvaltning, hvor en del kommer fra tunge erhvervsinvestorer som Danske Bank, Carlsberg og Novo, og hvor den statslige Vækstfond og ATP også har spyttet i bøssen.

Utålmodighedens dyd
Det er godt, men skal blive endnu bedre, og selv indrømmer Ulla Brockenhuus-Schack gerne - og med et smil - at tålmodighed ikke er hendes kardinaldyd.

Utålmodigheden har da også bragt hende langt. Det forstår man om ikke andet ved at kaste et blik på cv'et, der udover en MBA fra den velanskrevne Columbia Business School i New York, rummer flere prominente job med medier, teknologi og finansiering som fikspunkter.

McKinsey og Egmont hedder nogen af mellemstationerne, men nu er færden ind til videre stoppet her på DTU, Danmarks Tekniske Universitet, nord for København, hvor Seed Capital holder til i et hjørne af det vidtstrakte campus-område, som formeligt emmer af omhyggelig byplanlægning anno 1965.

Men den lidt søvnige stemning bedrager, for der er masser af innovationskraft blandt studenter og forskere, som står bag en pæn del af Seed Capitals investeringer.

De er overvejende, det man i finansjargonen kalder pre-seed eller seed-investeringer - altså investeringer på et meget tidligt tidspunkt i en virksomhed, der måske kun består af et par mennesker med en rigtig god idé. Den gennemsnitlige investering på dette første stadie er bare 1,5 mio. kr.

Fokus hos Seed Capital ligger på tre indsatsområder, hvor informationsteknologi vejer tungest i porteføljen med 45 pct., life sciences udgør ca. 40 pct. og miljø- og energiteknologi omkring 15 pct.

Blandt selskabets mere højtprofilerede investeringer er en andel i bredbåndsudbyderen Fullrate og i watAgame, der står bag goSupermodel, et socialt medie rettet til teenage-piger.

Spilsucces
Før hun kom til DTU i 2003 havde Ulla Brockenhuus-Schack draget god nytte af sit drive i flere tidligere inkarnationer.

Blandt highlightsene i karrieren er 10 år hos Egmont, hvor hun var med til at skabe Danmarks største internationale spil-succes, IO Interactive.

»Selvom man ikke kan teknologien - og jeg er selv ikke andet end kortspiller på nettet - så kan man jo godt hjælpe rent forretningsmæssigt.«

Med Hitman-spillene, der er solgt i flere millioner eksemplarer fik selskabet - som siden blev købt af britiske Eidos - en verdenssucces.

Danske selskaber har fortsat muligheder på området, men planken er blevet hævet, siden det første Hitman spil blev udviklet i slut-90'erne, påpeger Ulla Brockenhuus-Schack.

»Det er et marked, der i dag er velkonsolideret. Som vækstkapitalister kan vi ikke lave klogere beslutninger end de, der allerede er i det marked.«

En anden vigtig ledetråd i Ulla Brockenhuus-Schack's karriere har været filmen. Hun var i slutningen af 1990'erne direktør for forretningsudvikling hos Nordisk Film, og er i dag medlem af Filminstituttets bestyrelse.

Internet-nedtur
Et forsøg på at parre filmbranchen og ventureverdenen for et par år siden, i form af selskabet Media Invest, blev dog ingen succes.

Så selvom turen er gået støt opad meget af vejen, så har der været nogen bump.

Det afgjort største var Haburi.com, et stort anlagt factory outlet for modetøj på internettet.

Med Ulla Brockenhuus-Schack som primus motor blev projektet lanceret i begyndelsen af 2000, men trods en investering på over 200 mio. kr. blev visionen aldrig for alvor til virkelighed.

En kombination af en overambitiøs forretningsplan, teknologiske problemer og kvaler med bedragere på nettet sendte i 2002 Haburi.com ud i mørket - på et tidspunkt, da nethandelen ellers for alvor var ved at tage fart.



Var I simpelthen for tidligt på den?

»Ja, det var vi nok. Vi var pionerer, men vi lavede også nogen eklatante fejl.«

Det kostede både investorerne og Ulla Brockenhuus-Schack selv en net sum. Men der er ikke meget "brændt barn skyr ilden" over hendes attitude i dag.



Tror du erfaringen som iværksætter har gjort dig til en bedre investor?

»Det har både gjort mig til en mere erfaren iværksætter, og en mere ydmyg investor. Det tror jeg kan være klædeligt.«

Men nu nærmer klokken sig to. Det er tid at komme videre. Med laptoppen under armen og ud af døren. Endnu et møde, og derefter det lange træk i bilen hjem til familien i Sydsjælland. I værste fald en tur på et par timer hver vej på tæt-proppede motorveje.

Med masser af tid til at prøve tålmodigheden - og gennemtænke nye investeringer.

BRANCHENYT
Læs også