Politisk krav om en kulegravning

tele Vrede over at IT- og Telestyrelsen så stort på anbefalinger fra en næsten samlet telebranche i sag om TDC-rabatter.

Det tegner til at blive et varmt efterår for IT- og Telestyrelsen.

Fra flere sider i folketingssalen rettes skytset mod styrelsen, hvis optræden i forbindelse med håndteringen af en aktuel sag om kunderabatter i TDC vækker undren.

Det skyldes ikke mindst, at styrelsen i én og samme sag har formået at ignorere anbefalinger fra en stort set samlet telebranche, overhøre henstillinger fra Teleklagenævnet og se bort fra advarsler fra flere af Danmarks førende teleeksperter.

Sagen endte for nylig med, at Teleklagenævnet afgjorde, at TDC's rabatordning er ulovlig.

Ordningen blev blåstemplet af IT- og Telestyrelsen sidste år.

Forløbet får nu Enhedslisten til at kræve en kulegravning af hele forløbet i forbindelse med rabatsagen.

»Det er rystende, at IT- og Telestyrelsen kan godkende og anbefale en løsning, som bagefter viser sig at være en soleklar overtrædelse af teleloven. Endnu værre er det, at denne godkendelse er sket, efter at en række eksperter har advaret mod løsningen,« siger partiets teleordfører, Per Clausen.

Han undrer sig især over, at IT- og Telestyrelsen uden at tøve vurderer, at ordningen lever op til telelovens krav, når Teleklagenævnet efterfølgende slår fast, at ordningen uden tvivl bryder reglerne.

Hans undren bliver ikke bliver mindre af, at Morgenavisen Jyllands-Posten forleden kunne fortælle, at en af landets førende jurister i telelovgivning, adjunkt og jurist Søren Sandfeld Jacobsen fra Juridisk Institut på Handelshøjskolen i København, vurderer, at det imod normal praksis ikke vil være muligt at politianmelde TDC, fordi IT- og Telestyrelsen har begået fejl i sin sagsbehandling.

Venstre er enig i kritikken, men peger på, at rabatsagen ikke synes at være en enlig svale.

»Et eller andet signalerer, at tingene i IT- og Telestyrelsen ikke er, som de bør være,« siger Venstres teleordfører, Torsten Schack Pedersen.

Underkendt flere gange
Han hæfter sig især ved, at Teleklagenævnet i mange sager de senere år er gået imod IT- og Telestyrelsen eller har krævet sagerne til fornyet behandling i styrelsen.

Som det første efter folketingsvalget vil han derfor kræve en redegørelse for at komme til bunds i, om IT- og Telestyrelsen i såvel rabatsagen som generelt har gjort sit arbejde godt nok.

Det er langt fra første gang, at styrelsen er i modvind. Til gengæld er det første gang, at IT- og Telestyrelsen står over for en kulegravning af det daglige arbejde.

I den aktuelle sag om kunderabatter har IT- og Telestyrelsen tidligere meddelt, at den forventede at kunne præsentere et nyt - og lovligt - alternativ til TDC-rabatordningen i sidste uge. Foreløbig har ingen dog hørt nyt fra TDC eller styrelsen i sagen.

BRANCHENYT
Læs også