Magtkamp fjerner revisortop

revisorer Bestyrelsesformand i Ernst & Young Peter Hertz trak sig i går på en ekstraordinær generalforsamling. En gruppe ældre partnere går imod virksomhedens vækststrategi. De vil ikke gå ned i løn for at finansiere gildet.

Splittelse i landets fjerdestørste revisionsfirma, Ernst & Young, har kastet virksomheden ud i en magtkamp.

Det er ikke mere end en måned siden, at bestyrelsesformand Peter Hertz blev genvalgt på den ordinære generalforsamling, men siden er opbakningen smuldret, og Peter Hertz valgte at trække sig som formand på en ekstraordinær generalforsamling sent i aftes.

»Det er vigtigt, at der er fuld opbakning til den formand, der er i en partnerejet virksomhed,« siger en meget fåmælt Peter Hertz, der afviser at kommentere, hvem hans efterfølger er, eller hvad baggrunden for magtopgøret er.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger har der været intern uro blandt virksomhedens ejere - partnerne - fordi bestyrelsen vil fortsætte de seneste års vækst i Ernst & Young og finansiere den ved at skære i partnernes lønninger. En gruppe ældre partnere har protesteret, og den interne uro kulminerede altså i går med bestyrelsesformandens afgang.

Ny topdirektør
På den ekstraordinære generalforsamling i går skulle der også sættes navn på nye medlemmer af direktionen.

Firmaets indberetninger til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afslører, at Svend Hagemann allerede i sidste måned blev afløst af Carsten Collin Hansen på posten som adm. direktør, men revisionshuset har ikke sagt en lyd offentligt om direktørskiftet angiveligt på grund af uroen i firmaet.

»Aldeles udramatisk«
Den ekstraordinære generalforsamling i går sluttede først efter redaktionens slutning, men i timerne op til var Svend Hagemann eneste kandidat til formandsposten.

Der er dog intet, der tyder på, at han har til sinds at lægge en ny linje.

»Der er opbakning til den udmeldte strategi fra både den afgående og den nye formand,« siger Peter Hertz.

Peter Hertz har siddet i bestyrelsen i Ernst & Young i 11 år, heraf de seneste fem som formand.

Han siger, at han nu vil fortsætte som menigt bestyrelsesmedlem, men under alle omstændigheder står det tilbage, at revisionshuset har skiftet både direktør og bestyrelsesformand inden for en måned - hvilket revisionsfirmaet selv beskriver som aldeles udramatisk.

Direktør Svend Hagemann havde indtil sidste måned været direktør i seks år.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra hverken Carsten Collin Hansen eller Svend Hagemann. Ernst & Young forventer at melde ud om ledelsesændringerne i dag.

BRANCHENYT
Læs også