Kinesisk himmelflugt

Investering I denne uge blev Kinas største olieselskab med èt verdens dyreste selskab, da 2,2 pct. af selskabets aktier blev sat til salg på Shanghai Børs. Men PetroChinas himmelflugt skete på et marked, som har sine helt egne spilleregler. Gigantiske valutareserver, politik indblanding og rødglødende private investorer sendte prisen op over de 1.000 mia. dollars.

Beijing

Det gav global genlyd, da Kinas største olieselskab, China Petroleum and Chemical Corporation, bedre kendt som PetroChina, mandag blev verdens dyreste selskab. Som det første selskab nogensinde kunne PetroChina prale med at være mere end 1.000 mia. dollars værd.

Den kinesiske stat, der ejer olieselskabet via moderselskabet, China National Petroleum Corp (CNPC), solgte 2,2 pct. af aktierne fra på Shanghais børs, og på første handelsdag steg aktierne med 163 pct. til 48,70 renminbi (30,22 kr.), næsten det tredobbelte af salgsprisen.

Et simpelt regnestykke konkluderede, at selskabet på baggrund af aktiernes værdi i Shanghai nu var 1.080 mia. dollars værd. Det var mere end verdens hidtil dyreste selskab, ExxonMobil, der er omkring 488 mia. dollars værd.

Økonomer og eksperter var hurtige til at afvise, at købmandsregning af denne slags kunne bruges. Dels sloges en flok yderst hungrende kunder med store opsparinger om en meget lille portion aktier. Og dels er 11,7 pct. af selskabets aktier allerede børsnoteret i Hong Kong, hvor de er mindre end det halve værd.

»Det er lidt overraskende, at alle blev så ophidsede over dette tal - 1.080 mia. dollars. Vi taler om et marked, der flyder over med penge, og som har sine helt egne spilleregler,« siger Michael Pettis, professor i finansiering ved Peking Universitetets Guanghua Business School. Han understreger, at en PetroChina-aktie koster mere end dobbelt så meget på de kinesiske børser som på børsen i Hong Kong: »Så enten er aktierne i resten af verden sindssygt billige, eller også er aktierne i Shanghai sindssygt dyre!«

»PetroChina er enorm, men det er ikke verdens dyreste firma,« påpeger Michael Pettis.

Få investormuligheder
Alligevel er børsnoteringen interessant. For trods de skyhøje priser peger flere økonomer på, at en tredobling af prisen på PetroChina-aktier på førstedagen er en ganske almindelig reaktion på et lille udbud og en stor efterspørgsel.

Det skyldes flere faktorer. En stor del af væksten i aktiepriserne på Kinas to børser i Shanghai og Shenzhen skyldes interesse fra private investorer, der reelt kun har to muligheder for at investere: Aktiemarkedet og boligmarkedet. Men mens boligmarkedet kræver langt større engangsbeløb, kan enhver kinesisk investor i løbet af få minutter åbne en konto og spille på landets børser. Med Kinas inflation og lave rente er alternativet et afkast på -3 pct., hvis man lader pengene stå på bankbogen.

Samtidig er mængden af penge på markedet steget kraftigt. Det ses ikke mindst på den kinesiske centralbanks valutareserver, der i år kan stige med op mod 400 mia. dollars. På grund af Kinas valutapolitik, tvinges centralbanken i princippet til at konvertere udenlandsk valuta til kinesiske renminbi. En del af disse flyder ind på aktiemarkedet og er med til at presse priserne op.

Dette bekymrer de kinesiske aktionærer sig tilsyneladende mindre om. Aktieprisen i Shanghai rundede i denne uge 55 gange den forventede indtjening pr. aktie. For ExxonMobil aktier var tallet 13, hvilket indikerer at PetroChinas aktier er overvurderede.

Spørgsmålet er dog, hvad det i virkeligheden er for et firma, investorerne køber sig ind i?

Statens rolle
»Det er bestemt ikke et selskab, som vi kender det. Det har stadig stor politisk betydning, og det har en række begrænsninger, som vi ikke kender fra Vesten,« vurderer energiekspert Trevor Houser fra China Strategic Advisory.

»Men det skal retfærdigvis siges, at i modsætning til moderselskabet (CNPC), der har 1,1 mio. ansatte og bærer et stort socialt og politisk ansvar for disse mennesker, så har (datterselskabet) PetroChina kun omkring 450.000 ansatte, så de største politiske byrder er ikke en del af det børsnoterede selskab. Selskabet er børsnoteret i Hong Kong, så det skal på papiret overholde internationale regnskabsnormer, så der burde ikke være skeletter i skabet,« siger Trevor Houser.

Professor Jiang Wenran, en energiekspert ved University of Alberta i Canada, påpeger, at kun de allerstørste aktionærer har indblik i, hvordan selskabet virkeligt fungerer. Den kinesiske stat har stadig en finger med i spillet.

»Politik har fortsat stor indflydelse i disse selskaber, og de er nært knyttet til regeringen især i Kina, hvor selskaberne nærmest er vokset ud af staten. For nogle af dem er det tidligere ministerier, der er blevet omdannet, og de fungerer fortsat i nogen grad således blandt andet på lederniveau, hvor folk springer mellem statsadministrationen, partiet og olieselskaberne. Der er også tale om politiske beslutninger, når olieselskaberne bl.a. forsøger at markere sig udenlands,« siger Jiang Wenran, der understreger, at der også i andre lande findes synergier mellem store konglomerater og staten.

De kinesiske selskabers interne organisation adskiller sig dog fra vestlige virksomheder. Den er helt uden for investorernes synsvidde.

»I USA eller EU ved man mere eller mindre, hvad ledelsen forsøger at gøre. Men i Kina ved man ikke rigtigt, hvad det er, der driver beslutningsprocessen. Hvad angår olie, er det dog noget nemmere. Man kan f.eks. se på oliereserverne og på, hvor meget de tjener på deres operationer,« siger Michael Pettis fra Peking Universitet.

Sikker succes
Jiang Wenran argumenterer for, at man skal se Kinas store børsnoteringer som en del af en langstrakt reformproces. Grunden til, at Kinas allerstørste statsejede selskaber inden for områder som energi, banker og telekommunikation børsnoteres, er, at de kinesiske ledere yderligt vil styrke markedsreformerne ved at tvinge selskaberne til effektivitet, mener han. Det betyder politisk indblanding i selskaberne.

»Det er nogle gange godt, og nogle gange skidt. Men selskaberne gør ikke bare, hvad staten vil. Det er en meget kompliceret dynamik. Jeg tror, det er farligt at se på olieselskaberne og den kinesiske stat som én aktør. Jo mere man tror, det er tilfældet, jo mindre har man forstået,« siger han.

»Hvis vi lukker et selskab som PetroChina ude, så skal vi huske på, hvilke signaler det sender til det kinesiske marked. Vi ser dem komme, og så bliver vi bange. Men hvis ikke vi vil åbne vore markeder, hvordan vil det så gå med reformerne på det kinesiske hjemmemarked?«

Til gengæld er den stærke opbakningen og indblanding fra staten nærmest en garanti for, at den kinesiske aktiefest fortsætter et stykke ud i fremtiden. Ingen tror på, at selskaberne krakker.

»Regeringen ønsker ikke, at disse selskaber skal blive til fiaskoer,« siger Jiang Wenran.

»Så det er en kombination af blind tro på sektor, der er strategisk vigtig for regeringen, og en solid indkomst fra olien. Hvis man skal købe noget overhovedet, så skal man købe PetroChina eller Sinopec.«




BRANCHENYT
Læs også