Dollaren i modvind

Bekymring over svækkelsen af dollaren stækkede de europæiske aktiebørser.

Den amerikanske valuta fik en regulær overhaling under onsdagens handel, da kinesiske politikere gned salt i såret på den i forvejen stækkede dollar, og sendte den ned på det hidtil laveste niveau over for euroen.

I Kina rumsterede politikerne igen med tanker om ændringer i sammensætningen af landets valutareserve, der er verdens største, og selv om idéen ventileres med jævne mellemrum, blev den taget til efterretning i investorernes rækker. Højtplacerede kinesiske politikere gav onsdag udtryk for, at den amerikanske dollar måske ikke længere skulle have en så fremtrædende placering i Kinas valutabeholdning, mens den stærke euro derimod kunne tiltænkes en større rolle.

Planer om ændringer
Planer om ændringer i sammensætningen af valutareserver på bekostning af dollaren og til fordel for euroen er ikke noget nyt. I løbet af det seneste år har andre centralbanker luftet de samme tanker, så adskillige investorer er overbeviste om, at det sikkert kun er et spørgsmål om tid, inden nogle af centralbankerne gør alvor af snakken. Og fristelsen kan synes stor i en tid, da dollarens svaghedstegn bliver mere og mere udtalte, mens euroen næsten dagligt forbedrer formen.

Bliver udskiftningerne i valutareserverne en realitet, kan det fremtvinge et øget udbud af amerikansk valuta samt en stigende efterspørgsel efter blandt andet euroen, og den udsigt var en medvirkende årsag til, at dollaren tabte yderligere styrke i europæisk regning.

Fra kinesisk side lod man endvidere skinne igennem, at dollaren er ved at miste sin position som verdens førende valuta, men det var nok ment som en form for drilleri, eller som en handler udtrykte det, så var det en masse sniksnak ud af Kina, der onsdag gav dollaren et ekstra skub nedad.

Ud over signalerne fra de kinesiske politikere og centralbanken i Beijing led dollaren fortsat under investorernes forventninger om nye pengepolitiske lempelser i USA, der vil gør indhug i den forrentning, de opnår ved at placere midler i amerikansk valuta. Onsdag ved 16-tiden var kursen på den amerikanske dollar faldet til 507,75 kr. mod 512,00 kr. aftenen forinden.

På de europæiske aktiebørser var det med ærgrelse, at investorerne fulgte dollarfaldet, for svækkelsen af den amerikanske valuta har efterhånden nået et omfang, der får flere til at øjne risikoen for faldende indtjening i eksportvirksomhederne. Svækkelsen af dollaren har forringet de europæiske eksportvirksomheders konkurrenceevne samtidig med, at deres indtjening i amerikansk valuta bliver mindre værd, og derfor blev en række investorer fristet til at reducere deres beholdninger af eksportorienterede selskaber.

Bilerne kørte sydover
Nogle af de første, som sprang i øjnene, var bilaktierne, og midt på eftermiddagen lå såvel BMW som Volkswagen til kursfald på børsen i Frankfurt. Værst gik det dog for BMW, men den sydtyske bilkoncern henter også en fjerdedel af sin omsætning på det nordamerikanske marked.

Samtidig med faldet i dollarkursen blev prisen på råolie handlet op, og det gav onsdag knubs til luftfartsselskaberne, fordi en af deres større poster er udgifter til brændstof. Den vokser støt og roligt i takt med olieprisernes himmelflugt, og investorernes bekymringer over udviklingen sørgede for en ublid medfart til blandt andet Lufthansa.

Og som om svækkelsen af dollaren og olieprisernes stigninger ikke var nok for de europæiske aktieinvestorer, så lagde det amerikanske aktiemarked ud med kursfald onsdag eftermiddag takket være et uventet dårligt kvartalsregnskab fra General Motors.

Selve driften hos General Motors overraskede i positiv retning, hvilket bestemt ikke blev tilfældet med det skattetekniske. Ledelsen tvivler nemlig på, at nogle skattefradrag i forbindelse med driftstab fortsat kan udnyttes, og det fik dem til at foretage nedskrivninger i et omfang, der resulterede i et underskud i 3. kvartal på 39 mia. dollars. Nedskrivningerne kom bag på investorerne, så aktien slap ikke uden skrammer, og onsdag eftermiddagen var kursen på General Motors faldet 3,2 pct.

Time Warners regnskabsmeddelelse for 3. kvartal skulle så forsøge at gyde olie på vandene, og umiddelbart så forsøget lovende ud. Resultatet i det forgangne kvartal stemte fint over ens med forventningerne i markedet, mens omsætningen var steget en spids mere end forudset.

Det positive islæt blev primært leveret af ledelsens estimater for hele året, der lå over analytikernes og dermed lagde op til en kursstigning på aktien. Den kom også, men det krævede store anstrengelser, og ud på eftermiddagen var det blevet til et plus på aktiekursen i størrelsesordenen 1 pct.

BRANCHENYT
Læs også