Dollaren kan blive endnu svagere

Bemærkninger om omlægning af Kinas valutareserver satte fart i det kursskred, som har præget hele 2007. Både euroen og den canadiske dollar noterer historiske rekorder.

Washington

Den amerikanske dollar satte onsdag en stribe bundrekorder efter i løbet af få timer at være faldet med 1 pct.

Trods det kraftige fald forudsiger flere eksperter endnu lavere priser for valutaen, der nu i månedsvis har været under pres.

Det store fald blev udløst af et par kritiske bemærkninger fra kinesiske bankchefer, men fra flere sider fremhæves det, at det blot var en katalysator og ikke den egentlige årsag til nedturen.

Blandt de internationale investorer lægges der vægt på, at Den Europæiske Centralbank ifølge eksperternes enstemmige vurdering vil holde sin rentesats uændret på torsdagens bestyrelsesmøde.

Denne holdning står i kontrast til den amerikanske nationalbank Federal Reserves indgreb for en uge side, da den vigtige federal funds sats blev sænket til 4,50 pct. Chancen for endnu en reduktion ved bankens næste møde den 11. december betragtes nu som værende næsten to tredjedele.

Fart i kursskred
Efter at vicedirektøren for den kinesiske nationalbank, Xu Jian, under en konference i Beijing fastslog, at dollaren er ved at miste sin position som en verdensvaluta, kom der fart i det kursskred, som har plaget den amerikanske valuta siden årsskiftet.

Det trak i samme retning, at Folkekongressens næstformand, Cheng Siwei, fastslog, at Kina ville foretrække en stærkere valuta frem for en svagere. Derfor ville man justere sine placeringer af den gigantiske valutareserve efter denne holdning.

Fra flere sider fremhæves det, at Cheng ikke har nogen indflydelse på den kinesiske valutapolitik, og at han tidligere er kommet galt af sted med sine bedømmelser af økonomien.

Det var således Cheng, der i januar udløste et globalt skred i aktiekurserne, da han hævdede, at det kinesiske marked led under en boble. Siden da er kurserne på disse markeder blevet fordoblet.

Til kurs 1,50
Investorerne valgte dog i første omgang at lægge mere vægt på udsigten til en omplacering af de kinesiske reserver end på tidligere fejltagelser. Dollaren faldt til en kurs omkring 1,47 euro, hvilket er det laveste, siden den fælles europæiske valuta blev lanceret i 1999.

Det er også den laveste siden Anden Verdenskrig, hvis man udregner en teknisk kurs på euroen med udgangspunkt i den tyske mark, der blev grundlag for fastsættelsen af eurokursen for ni år siden.

Flere eksperter forudsiger, at dollaren over for euroen kan falde til kurser nær 1,50 inden årets udgang. Enkelte påpeger, at svagere vækst i Europa, som de seneste opgørelser har antydet, kan lægge en dæmper på denne udvikling.

I første omgang har skuffende tal fra Tyskland dog ikke gjort noget mærkbart indtryk på investorerne. Det er da også i højere grad dollarens svaghed end euroens styrke, der forklarer den seneste udvikling.

Denne sammenhæng understreges af den amerikanske valutas fald over for andre valutaer. Der skal nu betales mere end 1,10 dollars for en canadiske dollar. Den nordlige valuta er dermed stærkere end nogen sinde, efter at pariteten mellem de to blev ophævet i 1950.

Ingen indgreb
En canadisk valutahandler satte streg under denne udvikling med en bemærkningen om, at den amerikanske valuta var på sit laveste niveau, siden Ulysses Grant var præsident.

Grant forlod Det Hvide Hus i 1877.

Siden årsskiftet er dollaren faldet 10 pct. over for euroen, hvilket har styrket amerikanske virksomheders konkurrenceevne både i USA og på det internationale marked. Resultatet har været en reduktion af underskuddet på USA's betalingsbalance, der dog fortsat er nær 60 mia. dollars pr. måned.

Vejen til yderligere kursfald blev åbnet, da finansministrene i G7 sidste måned undlod at sige et ord om den svage dollar.

De koncentrerede sig i stedet om at kræve en opskrivning af den kinesiske valuta.

Hermed styrkede finansministrene opfattelsen af, at de ikke ønsker at gribe ind på valutamarkedet, så længe kursudviklingen foregår i et rimeligt tempo uden dramatiske udsving.

..

BRANCHENYT
Læs også