Dash må snart flyve igen

Luftfartsmyndighederne forventer at ophæve flyveforbud mod Dash-flyet inden for få dage. Samtidig tager SAS nu til genmæle mod flyproducenten Bombardier, der indirekte beskylder SAS for selv at have været skyld i den seneste ulykke.

De famøse Dash 8-fly må snart flyve i Skandinavien igen.

På et møde i Det Europæiske Luftfartsagentur i aftes blev konstruktionen af flyenes landingsstel gennemgået i lyset af de tre uheld i Aalborg den 9. september, i Vilnius den 12. september og i København den 27. oktober - det seneste udløste et øjeblikkeligt flyveforbud, og det har stået ved magt siden.

Konklusionen på mødet var, at kun de to første uheld skyldtes en konstruktionsfejl, mens det sidste var et sammenfald af uheldige omstændigheder efter »et teknisk svigt og efterfølgende fejlsøgning«, som det hedder.

»Grundlaget er nu på plads til, at vi kan ophæve flyveforbuddet i løbet af de kommende dage,« siger kommunikationschef Thorbjørn Ancker, Statens Luftfartsvæsen.

Når det ikke bare ophæves med det samme, skyldes det, at luftfartsmyndighederne vil vurdere, om ophævelsen skal betinges af nye sikkerhedsprocedurer for Dash-flyene, der er produceret af Bombardier i Canada.

Nej'et ligger fast
I praksis får ophævelsen dog kun ringe betydning. SAS har tabt tilliden til flytypen og vil ikke længere have den i flyflåden. Det ligger fast - også selv om flyveforbuddet nu bliver ophævet, siger kommunikationschef Bertil Ternert:

»Nu har vi haft tre havarier, og tiltroen til flytypen er væk hos kunder og medarbejdere. Det har skadet vores navn, og det er en beslutning, der står 100 pct.f fast,« siger han.

Som beskrevet i Morgenavisen Jyllands-Posten i går viser en redegørelse fra Havarikommissionen, at en SAS-tekniker forud for det tredje uheld havde byttet rundt på to tilslutningsstudser i forbindelse med udskiftning af en reservedel. Det har Bombardier udlagt som en klar indikation på, at SAS selv har klokket i det, og at Dash-flyet derfor også er helt sikkert og trygt at flyve med.

Men SAS beskylder Bombardier for at føre en smudskampagne i kølvandet på de kæmpekrav, som luftfartsselskabet har rettet mod Bombardier.

»Bombardier forsøger med forskellige metoder at mistænkeliggøre os, men Havarikommissionen har ikke afsluttet sit arbejde endnu, og det er altså den, der skal komme med den endelige konklusion. Det er kommissionens opgave, og det respekterer vi, for det er en professionel vurdering, den foretager,« siger Bertil Ternert.

»Bombardier har arbejdet for at få os til at fremstå, som om vi ikke kan vedligeholde vores fly. Men det har vi gjort i over 60 år. Vores teknikere har fulgt alle manualer, vi har andre fly i flåden, og vi er nordens største aktør på området,« protesterer han.

SAS kræver en erstatning af Bombardier på mellem en halv og en hel milliard svenske kroner.


BRANCHENYT
Læs også