To nye kanaler

Kabel-tv-selskabet YouSee, tidligere TDC Kabel-tv, er fra årsskiftet klar med to nye kanaler i den nye hdtv-kvalitet - begge danskproducerede.

Det er Kanal 5 og TV 2 Sport, der går i luften med hdtv-udgaver af de nuværende kanaler.

Med hdtv bliver billedet skarpere, udsynet bredere og lyden bedre, forklarer YouSee, der løbende vil udvide udbuddet af hdtv-indhold.

»Vi tror på, at hdtv er fremtidens tv, og vi vil derfor øge antallet af hdtv-kanaler i vores programflade og tilbyde film i hdtv-kvalitet i vores on-demand tjeneste YouSee Cinema. For os er dette et vigtigt signal til markedet om, at vi arbejder aktivt på hele tiden at styrke hdtv-udbuddet. Vi arbejder ud fra en overbevisning om, at hdtv på sigt bliver den foretrukne måde at se tv på. Ikke mindst fordi op mod halvdelen af de danske husstande i dag har et HD-ready tv,« siger Niels Breining, adm. direktør i YouSee.

De to nye hdtv-kanaler bliver foreløbig distribueret uden ekstra beregning og vil kunne ses af fuldpakkekunder, der har en hdtv-boks. Lige nu har YouSee udsolgt af hdtv-bokse, men i begyndelsen af 2008 introducerer selskabet nye digitale modtagerbokse, der tillige kan gengive indhold i hdtv-format.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også