Danskere er ligeglade med deres pension

Sidste år indbetalte danskere mere end 100 mia. kr. til pension. Alligevel bruger de fleste væsentlig mere tid på at læse tilbudsaviser end på deres pensionsforhold.

Danskere er ligeglade med deres svulmende pensionsopsparinger, men elsker at sætte sig nøje ind i, hvor der er et godt tilbud på en liter mælk eller en kasse øl.

Mere end halvdelen af den danske befolkning bruger under en time om året på deres pensionsopsparing. Til sammenligning bruger 9 ud af 10 mere end fire timer om året på at pløje ugens husstandsomdelte reklamer igennem for gode tilbud.

Det er ikke ligefrem rationelt, påpeger forsikrings- og pensionsselskabet Topdanmark med tanke på, at danskere sidste år indbetalte mere end 100 mia. kr. på pensioner. Det betyder, at en gennemsnitlig pensionsopsparing nu har en værdi af 950.000 kr.

»Vi gør meget for at informere, så det er deprimerende, at folk bruger så lidt tid. Man kan spare flere penge på at sikre sig, at pensionen er skruet rigtigt sammen end på at jagte de ugentlige tilbud i supermarkedet. Så det er ikke helt rationelt,« konstaterer Jan Hoffmann, direktør i Topdanmark Livsforsikring, som har lavet pensionsundersøgelsen i samarbejde med Epinion Capacent.

Ifølge ham er en af forklaringerne, at danskere bliver overfodret med information om pension.

Hob af information
»Vores oplysningsforpligtelser er steget, og man kan frygte, at mængden af information nu er så omfattende, at folk mister modet og giver op. Samtidig er det lettere at sætte sig ind i, hvad en kasse øl koster, end hvordan pensionen er skruet sammen,« siger Jan Hoffmann, som erkender, at han selv gav op, da han for nylig skulle omlægge sit realkreditlån.

»Jeg fik 30 sider, men skrev under uden at læse det med småt. Jeg orkede ikke, og jeg er endda uddannet økonom,« siger Jan Hoffmann, som samtidig trøster sig med, at danskernes lave tidsforbrug på pensionsforhold kan skyldes en god og dækkende rådgivning fra selskaberne samt en stor tillid til, at branchen gør et godt stykke arbejde.

»Den positive udlægning er, at folk føler sig trygge. Hvis der var en stor mistillid, ville folk være mere kritiske,« siger Jan Hoffmann.

Det er anden gang, Topdanmark laver pensionsundersøgelsen, og udviklingen går den forkerte vej. I 2006 brugte 47 pct. af danskerne under en time om året på deres pensioner. Den andel er i år vokset til 53 pct.

Dansk Aktionærforening (DAF) finder udviklingen himmelråbende.

»Da det blev besluttet at sætte panten på flakser ned til en krone, stod folk i kø uden for mit vindue for at nå ned i Kvickly, før nedsættelsen trådte i kraft. De samme danskere sparer gigantiske summer op i pension, men interesserer sig mindre end lidt for, hvordan pengene bliver forvaltet. Det er utroligt frustrerende,« siger Claus W. Silfverberg, direktør i DAF.

Han finder det paradoksalt, at de opsparede beløb stiger og stiger, mens interessen for opsparingen forbliver ikke-eksisterende.

»Vi har lavet et regnestykke, der viser, at en dansker med en gennemsnitlig pensionsindbetaling kan spare 1,6 mio. kr. i de 30 år, han sparer op, hvis han konsekvent går efter at minimere omkostningerne. Det er da også en slags penge,« konstaterer Claus W. Silfverberg, som vurderer, at interessen er lav, fordi pension er langsigtet opsparing, og vi bedre kan forholde os til det, der sker nu og her.


BRANCHENYT
Læs også