Danmark slipper nådigt fra oliens himmelflugt

Olieskatterne stiger i Danmark i takt med oliens prisstigninger, men eksporten kan blive ramt af afmatning på eksportmarkederne, påpeger økonomer.

Danmark rammes ikke lige så hårdt som andre lande af olieprisernes himmelflugt.

Det skyldes, at der produceres så meget olie i Nordsøen, at vi ikke selv kan bruge det og derfor selv tjener godt på at eksportere overskudsolien til udlandet.

Samtidig har den faldende dollar taget toppen af stigningen.

Når økonomerne så alligevel mener, at der er grund til bekymring på Danmarks vegne over olieprisen, skyldes det, at det rammer vores samhandelspartnere, som får dårligere råd til at importere danske varer.

»I USA får det gennemslag på økonomien, og vi kan godt være bekymrede for, at det rammer så hårdt i USA, at det trækker andre økonomier med sig ned,« siger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.

Ikke så hårdt ramt
Samme melding lyder fra docent på Handelshøjskolen i Århus Hans Linderoth, der har specialiseret sig i oliemarkederne.

Han ser sig dog ikke i stand til at vurdere, om fordelene for Danmark i form af øget olieeksport og flere olieskatter kan udligne ulemperne:

»Da vi eksporterer olie, er det klart, at vi ikke bliver ramt på samme måde som andre lande. Det gjorde vi under de to første oliekriser (i 1973 og 1978-1979, red.) Da gik det hårdt ud over økonomien med store underskud på betalingsbalancen. Vi har ikke samme problemstilling i dag.«

Steen Bocian opgør fordele og ulemper således:

Fordele:

- øget beskatningsgrundlag af olieindtægter

- forbedret dansk konkurrenceevne, fordi Danmark er meget energieffektiv

Ulemper:

- rammer danskernes forbrug, fordi vi betaler mere for benzin og opvarmning

- rammer vores samhandelspartnere, hvilket kan gå ud over de danske eksportmuligheder

»Hvis man skal svare på, om det er godt eller skidt for Danmark, afhænger det jo af, hvem man spørger.

For den offentlige sektor er det ubetinget godt, men for dig og mig er det jo ikke voldsomt fedt at skulle betale mere for benzin og opvarmning,« siger han.

Handelsbanken har beregnet, at den faldende dollarkurs har reddet den danske gennemsnitshusstand for øgede benzinomkostninger på årligt 4.000 kr.


..

BRANCHENYT
Læs også