Forbrugere flygter fra teleselskaber

Forbrugerne har aldrig brugt så mange penge på kommunikation og tele som i dag. Men lige nu flytter de indkøb fra teleselskaber til udbydere af indhold, mener analytikere.

Mens teleselskabernes indtægter stiger og stiger er de i al hast ved at miste grebet om kunderne.

Sådan lyder konklusionerne fra bl.a. Gartner Group og Cap Gemini, der forudser, at kunderne i fremtiden vil fokusere mere på, hvilket indhold de kan få, end hvad teleselskabet hedder.

»I 2000 brugte kunderne 95 pct. af deres tid på operatørernes indholdstjenester - som sms, mobil og fast tale. Den andel faldt til 53 pct. i 2006, hvor e-mail og messaging var de nye favoritter,« lyder en af konklusionerne fra Cap Gemini.

Samme holdning giver analysevirksomheden Gartner Group udtryk for:

I 2012 vil 80 pct. af teleselskaberne være overhalet af selskaber, der stammer fra internetverdenen, mens kun 20 pct. af de traditionelle teleselskaber vil formå at blive succesfulde udbydere af digital indhold til kunderne, konkluderer Gartner Group.

Internet-aktører på banen
En del af konkurrencen kan komme fra internetaktører som Google og Yahoo.

Begge virksomheder har øget deres investeringer i produktudvikling med omkring 2 procentpoint - fra 9,8 til 11,6 og fra 11 til 13 i perioden fra 2005 til 2006.

Senest har Google demonstreret, at de for alvor vil angribe mobilverdenen ved at lancere mobilproduktet Android, der er en åben platform, der både indeholder et operativsystem, en brugergrænseflade og en mobilbrowser. 34 teknologivirksomheder bakker op omkring initiativet - men Android bliver modtaget med et skuldertræk af teleanalytiker John Strand.

»Jeg deler ikke analytikernes bekymring for teleselskabernes fremtid eller deres begejstring for Googles Android,« fastslår han.

»Teleselskaberne har en position som indholdsverdenens supermarked. De skal ikke nødvendigvis selv producere alle varerne; hvis blot de har de varer på hylderne, som forbrugerne efterspørger, skal de nok få succes,« mener han.

Zig-zag-kurs
I den proces har teleselskaberne ofte ført en zig-zag-kurs. Således købte spanske Telefonica i 2000 det hollandske tv-selskab Endemol, der bl.a. står bag Big Brother, Fear Factor og Deal or no deal.

Det holdt kun få år. Telefonica har nu solgt Endemol igen og koncentrer sig i stedet om at samle indhold fra andre og leverer det til kunderne.

»Teleselskaberne kan og skal ikke producere indhold. Hver gang de har forsøgt, er det gået galt. I stedet skal de samle det, som forbrugerne ønsker og tilbyde det. Hvorfor er det f.eks. teleselskaberne, som skal bestemme, hvilken telefonsvarer du skal have i din mobil? Hvorfor får du ikke valget mellem fem forskellige,« siger John Strand.

Men John Strand deler til gengæld analytikernes forventning om, at tilbuddene til forbrugerne kommer til at eksplodere i de kommende år.

»Vi kommer til at bruge flere penge på kommunikationstjenester generelt. Men vi kommer til at gøre det med glæde,« mener han.

max.stougaard@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også