Musen går i luften

Nu behøver computermusen ikke ligge på bordet. Logitech har udviklet en mus ved navn MX Air, der også virker i luften.

Musen registrerer selv, om den ligger ned, eller om brugeren holder den frit svævende. Og i luften registrerer musen alle ens bevægelser med hånden, således at man stadig kan styre og klikke med musen på computerskærmen.

Man skal ikke engang pege på en bestemt måde med musen mod skærmen, for at systemet virker. Det er alene ens håndbevægelser, der afgør hvor og hvorhen, musepilen skal bevæge sig. Man kan for den sags skyld holde musen på hovedet - musepilen vil alligevel bevæge sig i samme retning som ens hånd.

De færreste kan dog styre en mus lige så præcist i luften, som de kan på bordet, hvor håndled og underarm har støtte.

Det er dog heller ikke til intensivt kontorarbejde foran skærmen, at musen er udviklet. Men til at kunne styre programmer som bl.a. billedfremviser, PowerPoint, musikafspiller, video og lignende. Her er det som regel en fordel med en fjernbetjening, og det virker MX Air musen glimrende som. Rækkevidden er ca. 10 meter, og der er indbygget knapper til bl.a. lyd, afspil/pause m.v.

Musen er også udstyret med et fladt ”rullehjul” - nemlig en berøringsfølsom del mellem de to knapper. Fører man fingeren op eller ned på dette område fungerer det, som om man kører et musehjul opad eller ned. Dette virtuelle hjul er der endda inerti i, så ”hjulet” bliver ved med at rulle et kort stykke tid efter, at man har sat det i gang og sluppet med fingeren. Med lyd til, så man kan høre, hvor hurtigt, ”hjulet” kører.

Designet er i top med lækre materialer som poleret aluminium og sort pianolak-lignende plastic med indbygget orange lys på tasterne.

Helt perfekt er den lille luftakrobat dog ikke. Vores ene kritikpunkt er prisen, der er på 1.179 kr. og dermed gør MX Air til den formentlig dyreste massefremstillede computermus i verden. Vores anden anke er mere alvorlig: Musens venstre- og højre tryktaster kræver et kraftigere tryk med fingeren end andre mus. Det er formentlig gjort bevidst, fordi man holder hårdere om musen, når den er i luften, og utilsigtede museklik skal undgås. Til gengæld får man ondt i fingeren af at skulle trykke så kraftigt med pegefingeren, når MX Air musen igennem længere tid bruges som almindelig bord-mus.

Bredbåndstelefon til den bærbare
Sony Ericsson lancerer i næste kvartal sin første USB-bredbåndstelefon til bærbare computere.

Den slags datatelefoner til bærbare computere kendes ellers mest i større og mere klodsede versioner til at sætte i computerens pc-card eller pcexpress card indgang.

Men nu er størrelsen krøbet, så bredbånd-datatelefonen kun fylder det samme som en almindelig USBhukommelsesenhed. Antennen er indbygget i USB-enheden.

Og størrelsen er ikke kun den eneste fordel. Ved at bygge bredbånds datatelefonen ind i en USB-enhed er det samtidig blevet muligt også at installere en hukommelse i USB-enheden, hvor al nødvendig software og Windows-drivere ligger.

Alt, hvad man skal gøre, er at sætte sim-kortet fra sin telefonudbyder i USB-enheden. For når man sætter USB-bredbåndstelefonen i computeren første gang, bliver alle drivere og softwaren installeret på computeren helt automatisk. Der er ikke brug for nogen installations cd.

Har man en bærbar Mac vil man på internettet kunne hente den nødvendige software.

I øvrigt er der også 128 MB ledig hukommelse i enheden, som brugeren frit kan anvende til lagring eller transport af data.

USB datatelefonen, der hedder Sony Ericsson MD300, understøtter den nye såkaldte Turbo 3G, der også hedder HSDPA og har en hastighed op til 3,6 megabit i sekundet - hvilket er mere end de fleste ADSLbredbåndsforbindelser i private hjem kan klare.

Almindelig 3G-dataforbindelse understøttes også, ligesom der er traditionel EDGE og GPRS-dataforbindelse via GSM-nettet. Denne GSM-del har fire bånd, så datatelefonen fungerer i mobilnettene overalt på kloden.

Sony Ericsson har i øjeblikket ikke nogen mere præcis lanceringsdato end ”første kvartal 2008” og heller ingen pris endnu.

Ny terminal fra Nokia
Nokia har lanceret en ny såkaldt Internet Tablet ved navn Nokia N810. Der er tale om en internetterminal på størrelse med en lommecomputer, hvormed man kan komme på internettet via WiFi - altså trådløse netværk. Men ikke via hverken 3G eller GPRS - for der er ingen mobiltelefon indbygget, og Nokia N810 kræver således heller ikke noget sim-kort.

Det kan måske undre, at Nokia fortsat producerer nye modeller af sin Internet Tablet uden mobiltelefon i. Men det er helt bevidst. Så er det nemlig gratis at bruge N810, idet den ikke kræver abonnement hos nogen mobiloperatør. Og den koster heller ingenting at bruge, når man er i nærheden af trådløse hjemmenetværk eller gratis offentlige trådløse netværk.

Og det er der en voksende gruppe af brugere, der sætter pris på. Specielt unge, der hellere holder kontakten med venner og bekendte ved lige over gratis internet-opkald, instant messaging, internetchat og video-chat.

Det er således alt det, man gratis kan gøre fra en skrivebords-pc, som Nokia gør mobilt via sin internet-terminal.

Der er således indbygget kamera i den til video chat. Og man kan foretage internet-opkald via Skype, checke sin e-mail eller de nyeste videoer på YouTube og alt det andet, man kan over internet. Skærmen er trykfølsom.

I forhold til den foregående Nokia Internet Tablet-model, N800, er N810 udstyret med helt ny og forbedret internetbrowser baseret på Mozilla. Og som noget nyt er der også indbygget et tastatur, der kan skydes frem under skærmen.

N810 lanceres i løbet af november. Prisen kendes endnu ikke. I USA er den vejledende pris uden moms på 479 dollars (ca. 2.500 kr.).

BRANCHENYT
Læs også