Schouw nedjusterer

Det århusianske industrikonglomerat Schouw & Co. er blevet ramt af det dårlige resultat hos Biomar.

Kvartalsregnskabet fra Biomar bød på en nedjustering på 50 mio. kr., og det rammer Schouw & Co., der ejer 68,82 pct. af fiskefoderproducenten. »Biomar reducerer forventningerne til årets resultat før skat med ca. 50 mio. kr., mens de øvrige virksomheder i Schouw & Co.-koncernen samlet set fastholder uændrede forventninger. Resultatet før skat i 2007 forventes nu at blive i størrelsesordenen 300 mio. kr. mod tidligere forventet 350 mio. kr., opgjort uden påvirkninger fra beholdningen af aktier i Vestas og uden resultatbidrag fra Sjøtroll Havbruk,« skriver adm. direktør Jens Bjerg Sørensen (billedet) i kvartalsregnskabet fra Schouw & Co. Schouw & Co. er et industrikonglomerat, hvis aktivitet består af de 100 pct. ejede datterselskaber Grene, Martin og Fibertex, aktieposter i de to børsnoterede selskaber Biomar og Vestas, samt 50 pct.'s ejerandel i Xergi og 49 pct. i Incuba.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også