DF: Ingen kunst at kræve mere i støtte Energi

Dansk Folkeparti går ind for flere vindmøller og mere vedvarende energi. Men fornuften skal med.

Dansk Folkeparti har svært ved at finde hoved og hale i argumenterne fra modstandere af partiets ønske om erstatning til naboer til vindmøller, og gruppeformand Kristian Thulesen Dahl har flere gange haft vindmølleindustrien og vindmølleejere i røret i sagen.

Det ene øjeblik er det med argumenter om, at en særlig erstatningsordning er fuldstændig unødvendig, fordi opstillingen af vindmøller på 150 meter ingen betydning har for huspriserne i nærliggende boligområder.

»Samtidig kalder de samme mennesker ideen om erstatning for en vejsidebombe over for opstillingen af vindmøller. Men begge dele kan ikke være rigtigt. Enten betyder kæmpevindmøllerne ingenting for naboerne, og så kan man jo roligt lave en erstatningsordning, fordi den ikke vil komme til at koste mølleejerne noget. Omvendt betyder kæmpemøllerne rigtigt meget for værdien af naboernes huse, og det begrunder netop, hvorfor det er nødvendigt med en erstatningsordning,« siger Kristian Thulesen Dahl.

En god forretning
»Jeg oplever, at det nærmest er et spørgsmål om religion, når det handler om vindmøller. Man kan faktisk godt være tilhænger af en udbygning af vedvarende energi, men samtidig gøre det på en måde, hvor man ser på de samlede omkostninger i forhold til andre teknologier og tager højde for de samlede gener, som møllerne skaber,« siger han.

Mens mølleejere sjældent forsømmer en lejlighed til at pege på, at den politisk bestemte støtte til grøn strøm fra vindmøller er Europas laveste, tøver DF's gruppeformand ikke med at slå fast, at han finder, at de eksisterende ordninger åbner for at gøre investeringer i vindmøller til en god forretning.

Meldingen kommer, selv om der år til dato ikke er opstillet en eneste vindmølle herhjemme.

»Hver gang, vi diskuterer støtteordninger til vindmøller, kan vi se, at Vestas-aktien stiger endnu mere. Det kan ikke være i samfundets interesse. Målet må være at få mest mulig vedvarende energi for pengene,« siger han.

Alligevel er Dansk Folkeparti klar til at støtte en ny energiaftale, som åbner for en fordobling af støtten til vindkraft fra 10 øre pr. kilowatt-time (kWh) til 20 øre.

Et tiltag, som ifølge beregninger i Skatteministeriet, Transport- og Energiministeriet og Finansministeriet årligt vil være med til at udskrive en ekstraregning til danskerne på 19 mia. kr., når andelen af vedvarende energi runder 30 pct.

En stor udskrivning
Ender regningen alene hos Danmarks 2,2 mio. husstande svarer det til en årlig regning på 8.600 kr.

»Det er en ganske stor udskrivning. Derfor har vi også bedt om, at vi får mere realisme ind i energiprojektet,« siger Kristian Thulesen Dahl og langer dermed ud efter de partier, som i valgkampen slår på tromme for, at udbygningen med vedvarende energi skal være større og ske meget hurtigere:

»Det er ingen kunst at overbyde hinanden. Kunsten er at tage ansvaret for regningen, og der synes jeg, at det bliver sværere at holde sammen på partierne.«

michael.stenvei@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også