Dong tygger på godkendelse

Godkendelse af to havmølleprojekter i Storbritannien kommer øjensynligt bag på Dongs bestyrelse.

Dong Energy blev øjensynligt taget med bukserne nede, efter at den britiske energiminister, Malcolm Wicks, i går gik offentligt ud med meddelelsen om, at man blåstempler to havvindmølleparker, som den danske energikæmpe er involveret i.

Umiddelbart burde man forvente, at meddelelsen modtages med kyshånd i Dong-hovedkvarteret.

Er det tilfældet, går koncernens adm. direktør, Anders Eldrup, meget stille med dørene. I hvert fald har Dong-ledelsen foreløbig afvist at kommentere sagen.

Officielt er forklaringen, at man ikke har mere at bidrage med, end hvad der er kommet frem i forbindelse med meddelelsen fra Malcolm Wicks.

Få informationer
Meddelelsen fra den britiske energiminister er dog langt fra et opslagsværk af informationer.

Tværtimod er meddelelsen på det nærmeste blot en konstatering af, at Dong Energy nu har fået den endelige godkendelse til at gå i krig med etableringen af havmølleparken London Array på 1.000 megawatt (MW), som skal opføres i samarbejde med Shell og E.ON, og den 450 MW store havmøllepark Walney Wind Farm i Det Irske Hav.

At Anders Eldrup ikke har travlt med at fare i blækhuset og udbrede koncernens fremtidsplaner for milliardinvesteringerne i de to havvmølleparker, skyldes ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten oplysninger, at sagen endnu ikke har været behandlet i Dong-bestyrelsen.

Derfor står Anders Eldrup i dag med en godkendelse til to havvindmølleprojekter, som han ikke ved, om Dong agter at gå ind i.

Dårligt tidspunkt
Umiddelbart vil mange givetvis mene, at Dong Energy selvfølgelig vil vælge at udbygge sin vindmølleforretning med de to britiske projekter, der har en samlet vindkapacitet på imponerende 1.450 MW. Men Dong har før overrasket, når det kommer til investeringer i vindmølleparker.

I maj trak energikoncernen sig således fra etableringen af havmølleparken Rødsand 2 syd for Lolland, der med 200 MW står til at blive en af Danmarks største.

»Rødsand 2 kom på et dårligt tidspunkt, og lønsomheden var ikke så god. Derfor overlod vi det til E.ON at bygge parken,« forklarede Anders Eldrup dengang om fravalget.

Alene købet af havvindmøller til Walney Wind Farm risikerer at dræne Dong-kassen for mere end fem mia. kr. Hertil kommer anlægsudgifterne.

Derfor står Anders Eldrup i dag med en godkendelse til to havvindmølleprojekter, som han i bund og grund ikke ved, om Dong agter at gå ind i. Til gengæld har Anders Eldrup tidligere slået til lyd for, at Dong først og fremmest kigger uden for Danmarks grænser, når der skal findes plads til nye vindmølleprojekter.

michael.stenvei@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også