Større spredning i feltet

Det er med aktiemarkedet som i cykelløb: Når man begynder på bjergetaperne, kommer der mere spredning i feltet. At nogle af kursstigningerne så efterfølgende viser sig at være skabt af kreative regnskabsfortolkninger eller ledelser, som forstår at få fjernet fokus fra de mindre sunde forhold i virksomhederne, modsvarer i metaforen, at nogle vinder deres spurt ved hjælp af kunstige stimulanser som epo.

Den forgangne uge har for alvor vist, at selv om vi overvejende ser en god sundhedstilstand i de børsnoterede virksomheder, er der nu en større symmetri mellem positive og negative overraskelser for nu at formulere det mildt. Det er således også blevet mere udfordrende at begå sig på aktiemarkedet.

Selskaberne skal simpelthen dækkes hårdere op, da nogen - ved naturens eller kunstige stimulansers hjælp - pludselig kan indlede en spurt og ryste sig fri af feltet, mens andre bliver hægtet af, enten fordi de ikke har råstyrken, eller fordi de pludselig mister publikums opbakning.

Hvis vi nu tager det positive først. ØK, som mange for nogen tid siden havde afskrevet pga. ledelsens manglende vilje til at realisere de tilbageværende dele af koncernen til dagspris og pga. eksponeringen mod den politiske risiko i Venezuela, løftede sig igen. Ledelsen gentog ved tredjekvartals-rapporteringen sin resultatopjustering fra halvåret med hele 100 mio. kr. Det kan godt være, at det kilder i maven for en dansk aktieinvestor at sætte sin lid til den kommunistiske præsident Hugo Chavez. Men han lader landets olieindtægter flyde ud til befolkningen, som bruger en del af dem til at købe Plumrose-skinker, hvilket altså belønner de ØK-aktionærer, som har haft hår på brystet.

Også Vestas er flyvende, selv om der måske er visse dunkle punkter om, hvor de har været under træningen. Uden de helt store nyheder, ud over at man nogenlunde følger de udmeldte planer, at kunderne for at sikre sig møller er mere villige til at betale forud, og at konkurrenterne er mere aggressive, så målsætningen om en markedsandel på 35 pct. i 2008 er sænket til 30-32 pct. Selv denne målsætning kræver en vækst på 25 pct. fra 2007 til 2008, så man kan vel sige, at der foreløbig er nok til alle. Det var da også ledelsens vigtigste budskab: Verdensmarkedet for vindenergi er stort, et tal med rigtig mange nuller på, så ingen alligevel kan komme med et bud, og blikket hos investorerne stilles på uendeligt. Glemt er al tale om tekniske problemer på leverede møller, identifikation og udbedring af disse. Problemer, som der er foretaget store løbende, men også engangshensættelser til.

Honningkrukken i hjørnet, som vi kalder den i analytikerkredse. Det er rart med nogle depoter at kunne hente lidt fra, når det er de små marginaler, der afgør etapen. Talte nogen om epo eller er det bare doping med eget iltberiget blod?

Endelig fik vi ugens store kolde afvaskning: GN Store Nord. Det hovedløse selskab, som gennem årtier er blevet drevet af konsulenter. Man troede ikke, at det kunne lade sig gøre efter erfaringerne med det mislykkede salg af NetTest, som skulle have indbragt milliarder, kostede et trecifret millionbeløb til investmentbanker i forsøget på at sælge/børsnotere, og som endte med at indbringe 1 krone. Men det er lykkedes igen !

Et salg eller en selvstændig børsnotering af høreapparatvirksomheden GN ReSound er opgivet, da det ikke har været muligt at opnå acceptable vilkår. Lidt af en punktering før målstregen - og ikke så lidt af en skuffelse efter næsten at have stået med checken på 15 mia. kr. i hånden. Det er synd, at Tietgens gamle livsværk er blevet forvaltet med et totalt fravær af kompetence og ansvar.

Hvis man skal være lidt positiv, kan det vel nu kun gå frem. Og dog, det har vi troet tidligere. Selv om bestyrelsesformanden har taget navneforandring, har hans nye kommunistiske navnebroder i Venezuela gjort mere godt for de danske aktieinvestorer, både i denne uge og nogensinde.

BRANCHENYT
Læs også