Uro gav fremgang

Det blev til kursstigninger og rentefald under fredagens handel, efter at investorerne dagen igennem oplevede uro i finanssektoren. Senere blev en meget svag opgørelse over forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan fremlagt, men kurseffekten udeblev.

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede fredag 0,26 point højere i kurs 99,14 med en effektiv rente på 4,12 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,02 point højere i kurs 89,97 med en effektiv rente på 5,08 pct. I løbet af eftermiddagen vandt obligationskurserne terræn, idet aktiemarkederne faldt grundet nedskrivninger hos den fjerdestørste amerikanske bankkoncern, Wachovia, som venter nedskrivninger i omegnen af 1,1 mia. dollars i fjerde kvartal. I tredje kvartal lød nedskrivningerne hos Wachovia på 1,3 mia. dollars.

Fredag ved 12.30-tiden opstod der forlydender om nedskrivninger i omegnen af 10 mia. dollars hos Barclays. Den britiske storbank afviste rygterne, men usikkerheden tyngede fortsat investorernes lyst til Barclays- og bankaktier.

»Det var uroen i finanssektoren, som gav dagens rentefald, idet investorerne er bange for, at der fortsat ligger flere skeletter i skabene. Samtidig blev renterne presset ned af teknisk handel,« vurderede obligationsrådgiver Carsten Hyldal fra Jyske Bank.

Nøgletal uden effekt
I den sene handel blev forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan fremlagt, hvilket blev trist læsning, idet indikatoren faldt markant til 75 i november fra 80,9 måneden forinden. Ifølge Bloomberg News havde analytikerne ventet et moderat fald til 80,0.

»Trods den store overraskelse fik Michigan-opgørelsen ikke den store effekt på obligationskurserne,« udtalte obligationsrådgiver Carsten Hyldal.

Ved dansk lukketid kostede en euro 1,4670 dollar. Den amerikanske femårige T-bond lå ved lukketid 6/32 højere i kurs 100 14/32 med en effektiv rente på 3,77 pct.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også