Optræk til budkrig om bryggeri

Bryggerigiganten SABMiller pønser på en budkrig med Carlsberg og Heineken om det britiske bryggeri Scottish & Newcastle, hævder avis. Bryggeriet har længe været et opkøbs- emne, men det vil sno sig udenom med en alternativ løsning, spår analytiker.

Det varmer op til en budkrig om det britiske bryggeri Scottish & Newcastle.

I hvert fald skrev The Times i går, at SABMiller netop nu er i gang med at se på mulighederne for at smide et tilbud på bordet til de britiske aktionærer, der har været meget kontante i deres afvisning af Carlsbergs og Heinekens fælles forsøg på at overtage bryggeriet.

Ifølge avisen har SABMiller allieret sig med to finanshuse som finansielle rådgivere, nemlig Morgan Stanley og Dresdner Kleinwort, og det hedder desuden, at SABMiller både er interesseret i at købe hele eller blot dele af virksomheden, herunder Scottish & Newcastles andel i det russsiske bryggeri, BBH, som Carlsberg ejer den anden halvpart i.

Det er netop den britiske halvpart i BBH, som har fået Carlsberg til at tage Heineken i hånden og præsentere et samlet bud på Scottish & Newcastle, som de to efterfølgende vil partere og dele imellem sig.

Forlydenderne fik i går Scottish & Newcastles aktier til at stige, men i løbet af dagen tabte aktien pusten og lukkede med et fald på 2 pct. Noget der kunne indikere, at investorerne ikke rigtigt tror på rygterne om SABMiller.

På den anden side var der dog også kursfald til Carlsbergs aktier.

For aktieanalytiker Stig Nymann fra Gudme Raaschou Bank er det ikke overraskende, hvis andre også har kig på Scottish & Newcastle. Han siger, at det allerede inden Carlsbergs og Heinekens bud var den almindelige opfattelse i branchen, at opkøbere står på spring.

»Det er en af den type virksomheder, hvorom man længe har sagt, at før eller siden kommer der nogen og køber den. Nu er kampen fløjtet i gang, og så kommer de frem,« siger Stig Nymann.

I modsætning til de andre store spillere på markedet er Scottish & Newcastle ikke beskyttet af fondseje eller en enkelt storaktionærs magtposition, påpeger Nymann.

Hvis Times-historien holder vand og er optakten til en regulær budkrig, vil det naturligvis gøre det dyrere for Carlsberg at realisere sine opkøbsplaner.

Men Stig Nymann vurderer, at det kan ende med en helt alternativ løsning.

»Hvis man ser på, hvad der er blevet sagt fra Scottish & Newcastles side, så går det meget på, at man vil maksimere aktionærernes værdier og bevare selvstændigheden. Det vil kunne løses ved at sælge BBH til en god pris,« siger han.

Scottish & Newcastle kan selv sætte processen i gang ved at komme med et bud på Carlsbergs BBH-andel.

Så udløses en såkaldt Texas-shoot-out klausul, som betyder, at Scottish & Newcastle skal være villig til at sælge sin egen andel til samme pris. Alternativt kan man sælge halvparten til en helt anden - det vil givetvis også få overtagelsesscenariet til at falde sammen.

Carlsberg ønskede fredag ikke at kommentere den seneste udvikling.

BRANCHENYT
Læs også