Er det kinesiske aktieeventyr forbi?

Det kinesiske aktiemarked blev i sidste uge rundbarberet, da den største nedtur i 10 år ramte Shanghai-børsen.

På fem dage mistede indekset Shanghai Composite 8 pct. af sin værdi. Dermed er indekset dykket 13 pct. siden toppen midt i oktober, og en stribe lokale investeringshuse vurderer over for Reuters, at markedet skal yderligere 6 pct. ned de kommende uger.

Men inden man for alvor begynder at råbe krise, er det værd at bemærke, at investorer stadig har tjent 99 pct., hvis de skød penge ind på Shanghai-børsen sidste nytår.

Det aktuelle dyk kan derfor være sundt nok og bliver af flere kinesiske analytikere tolket som et forsøg på fra myndighedernes side at kølne markedet for at undgå overophedning i en region, der er ved at drukne i et dybest set positivt problem: Det flyder med penge.

Et af de effektive midler, som er taget i brug, er at holde igen med at udstede tilladelser til at agere på markedet til store investeringsfonde. Det har ændret på forholdet mellem udbud og efterspørgsel og sendt kurserne ned. Men altså ikke mere end til et niveau, som har fordoblet virksomhedernes værdi det seneste år og firedoblet dem på 18 måneder. Det sætter krisen i perspektiv.

Selv om kurssmækket ikke syner af meget for langsigtede investorer, er der næppe tvivl om, at det kinesiske aktiemarked er ved at skifte karakter. En cheføkonom i CITIC Securities i Beijing vurderer, at første fase af bull-markedet er et overstået kapitel.

De kinesiske analytikere forventer da også, at virksomhederne halverer indtjeningsvæksten næste år, så de ”kun” tjener 30 pct. mere end i år. Det seneste år har de magtet at øge indtjeningen med 50-60 pct., skriver Reuters.

Virksomhederne er én ting. Investorerne noget andet. På baggrund af interviews med en række lokale aktører vurderer Reuters, at handelsmønstrene vil ændre sig, så det kinesiske marked i større grad begynder at ligne de udviklede markeder.

Det vil sige større fokus på enkeltaktier og sektorer i stedet for brede opkøb i hele markedet. Og en ændret balance mellem de små, private investorer, som vil komme til at spille en mindre rolle, og de store investeringsfonde og institutionelle investorer, der får stadig større indflydelse og betydning for, hvordan kurserne udvikler sig.

Således vurderer de lokale analytikere, at stoppet for udstedelsen af tilladelser til investeringsfonde er af midlertidig karakter. Kina har et politisk mål om at opbygge en stærk markedsplads, og derfor behøver man fondene.

»Pengene er holdt op med at flyde ind i aktierne, fordi myndighederne ikke vil have, at markedet overopheder. Men pengene forsvinder ikke helt. De er klar på sidelinjen, for myndighederne ønsker ikke et krak,« konstaterer analytikeren Zheng Weigang fra Shanghai Securities.

Så nok tror de lokale investeringsbanker, at nedturen fortsætter. Men kun kortvarigt. Ved årsskiftet er forventningen, at kurserne ligger over dagens niveau, og næste sommer tipper bankerne Shanghai Composite Index til at ligge i kurs 8.000.

Hvis det holder stik, vil investorer, der kaster penge i markedet i dag, have tjent 50 pct.

Dybere vurderes den aktuelle krise ikke at stikke.

kristoffer.brahm@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også