Hedge- foreninger er populære

Hedgeforeninger har siden deres indtræden på markedet sidste år vundet stor popularitet.

Senest har Jyske Invest opnået et salg på 873 mio. kr. i sin nye hedgeafdeling Markedsneutrale Obligationer, hvilket er det højeste salg, som en afdeling i Jyske Invest nogensinde har opnået i en emissionsperiode.

Og afdelingen er ikke den sidste hedgeafdeling fra Jyske Invest.

»Vi har ikke lige konkrete planer om nye afdelinger, men den næste bliver højst sandsynligt endnu en hedgeforening,« oplyser direktør i Jyske Invest Hans Jørgen Larsen:

»Hedgeforeninger var en ny mulighed, som vi fik for et år siden. I Danmark har vi ikke tidligere kunne oprette sådanne afdelinger, men i udlandet har de været populære. De er uafhængige af markedet, og om det går op eller ned. Derfor tiltaler de mange, og samtidig passer en hedgeafdeling godt ind i en samlet portefølje,« oplyser direktøren.

Mere på vej i Sydbank
Også hos Sydinvest bliver de kommende afdelinger hedgeforeninger. Investeringsforeningen har en enkelt hedgeafdeling i forvejen, men i begyndelsen af 2008 kommer der yderligere to.

»De nye afdelinger vil blive sammensat af aktier og obligationer, så de vil have hver deres risikoprofil og dermed tiltale forskellige investorer. Samtidig har hedgeforeningen mulighed for at optage lån, hvilket giver investorerne en chance for at vinde yderligere på deres investering,« siger Eskild Bak Kristensen, direktør i Sydinvest.

Hos Nordea Invest overvejer man også, om der skal føjes en hedgeforening til porteføljen. Indtil videre bliver det dog ved tanken, da Nordea Invest først og fremmest kommer med to aktieafdelinger. En for det nordiske marked og en for Latinamerika.

»Begge afdelinger ligger i den lidt mere risikobetonede gruppe, men det er interessante markeder. Mange af vores medlemmer har mange danske aktier, så for dem vil det måske være interessant at få nogle i den nordiske afdeling i stedet. Latinamerika er generelt en interessant region, hvor der efterhånden er meget politisk stabilitet og vækst,« siger Thøger Svendsen, senior portfolio manager i Nordea Invest.

Han vil ikke ud med, hvor meget foreningen forventer af de to nye afdelinger andet end, at han har positive forventninger til begge afdelinger, der med deres risikoprofiler dog ikke bliver blandt foreningens største.

Forventningerne til Norden-afdelingen er også mindre set i lyset af Danske Invests resultat med samme afdeling.

Hos Danske Invests har man efter den skuffende lancering af Norden-afdelingen i september derfor heller ingen planer om nye afdelinger lige foreløbig, men der arbejdes ifølge investeringsforeningen hele tiden med forskellige muligheder.

gitte.knudsen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også