Novozymes i forhindringsløb i USA

Novozymes skal over adskillige og store forhindringer i hækkeløbet frem mod et enormt marked for enzymer til bioethanol.

Novozymes har i flere dage i det ene foredrag efter det andet luftet det enorme indtjeningspotentiale for enzymer til bioethanol på det amerikanske marked. Men der er en række risici, som kan bremse enzymkoncernens vej mod milliarderne.

»Hvis de skal vokse markant inden for bioethanol, hvad enten det er den nuværende første generation eller den anden generation, som er under udvikling, står de over for både flaskehalse og udfordringer af mere politisk karakter,« siger aktieanalytiker Jens Thomsen fra Jyske Bank.

Han har været med på en fire dage lang kapitalmarkedsdag i USA, hvor Novozymes har fortalt analytikere, investorer og journalister om alle de muligheder, der er for at tjene penge i USA. Hovedemnet har været bioethanol, fordi det forventes at blive en af Novozymes' helt store fremtidige indtjeningskilder.

»Det er umuligt at sige, hvor stor en del af vores samlede forretning det kan blive. Men det udgør nu omkring 15 pct. af omsætningen, og vi forventer, at det i de næste tre-fire år vil vokse med 20-25 pct. om året. Det betyder, at det vil vokse betydeligt kraftigere end de andre områder,« siger Peder Holk Nielsen, koncerndirektør i Novozymes.

Jens Thomsen tror, det kan blive det største forretningsområde.

Men hvis Novozymes skal nå det, skal virksomheden først og fremmest have politikerne med sig. Allerede nu har præsident George W. Bush gentagne gange erklæret sin støtte til bioethanol, og der flyder mange statskroner til at øge udbredelsen af dette alternativ til fossile brændstoffer. USA vil nemlig gerne gøre sig mindre afhængig af olie fra udenlandske leverandører som Irak og Iran og Saudi-Arabien.

Derfor skal Novozymes holde sig gode venner med politikerne i Washington..

En anden udfordring er, at brugen af bioethanol er koncentreret om staterne i Midtvesten i USA.

»Vi har hørt fra en af bioethanol-producenterne om de flaskehalse, som kan opstå. For man skal finde ud af, hvem som skal betale for udbygningen af hele infrastrukturen, når der skal gøres plads til en ny type brændstof over hele USA. Det skal nok blive løst, men det er en flaskehals,« siger Jens Thomsen.

Desuden begynder den amerikanske befolkning nu at brokke sig. Den har bemærket, at fødevarepriserne er steget mærkbart, og en del af forklaringen ligger hos bioethanolen, for den bliver udvundet af madvarer som majs, hvede og sukkerrør. Det kommunikationsproblem skal Novozymes og den øvrige industri også løse, lige som de skal håndtere kritikken af de stigende fødevarepriser fra organisationer som FN, OECD og den Internationale Valutafond.

Til gengæld tror Jens Thomsen på det store amerikanske marked, for der skal findes alternativer til al den benzin, som bliver brændt af hver dag.

»Kig ud af vinduet på alle de biler, som drøner af sted. Tror du, du kunne indføre bilfri søndage herovre og løse det ad den vej? No way!,« siger Jens Thomsen, mens han peger ud på en meget trafikeret landevej i staten North Carolina en fredag eftermiddag, fyldt med enorme amerikanske biler med én person i hver. lone.andersen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også