Produktion samles

Sukkerfabrik Med henblik på at styrke konkurrenceevnen planlægger Danisco Sugar at videreføre sukkerproduktionen i Litauen på én fabrik.

Danisco Sugar producerer i dag sukker på to fabrikker i henholdsvis Kedainiai og Panevezys i Litauen.

»Med henblik på yderligere at optimere platformen vil det være mest hensigtsmæssigt at samle produktionen på fabrikken i Kedainiai. Den vil med moderate investeringer have kapacitet til at producere den fremtidige forventede kvotemængde. Sammenlægningen sker også på baggrund af Danisco Sugars planer om at sælge en del af sin EU-kvote, som blev meddelt i september efter den seneste revision af EU's sukkerreform. Der indledes derfor nu drøftelser med medarbejderne og roedyrkerne om salg af 13,5 procent af Danisco Sugars litauiske sukkerkvote og afvikling af fabrikken i Panevezys efter kampagnen 2007,« skriver Danisco.

Cirka 200 medarbejdere vil blive berørt af den planlagte fabrikslukning. Danisco Sugar vil som ved tidligere lukninger samarbejde med repræsentanter for medarbejderne om at tilbyde et bredt program af støtteforanstaltninger for de berørte.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også