Aktier med rabat

AKTIER Med en samlet markedsværdi på 9,1 mia. kr. er GN Store Nord-aktien voldsomt undervurderet, vurderer Aktieugebrevet.

»Vi skønner, at GN Netcom har en markedsværdi på 3-4 mia. kr., og at GN Resound har en markedsværdi på mindst 7-8 mia. kr. Det giver en umiddelbar rabat på 10-40 pct.,« lyder det fra ugebrevet.

Der er trods dette alligevel to forhold, der gør, at man skal være meget forsigtig med GN-aktien på den korte bane.

For det første er det svært at sige, hvornår "blødningen" i GN Resound stopper, og hvor meget værre det muligvis bliver de næste kvartaler.

For det andet ejer internationale spekulationsfonde antageligt en stor del af aktierne i GN Store Nord. Og det bliver på den korte bane meget afgørende, hvad de beslutter at gøre. Enten beslutter de indenfor kort tid, at de vil af med deres aktier, fordi der som bekendt alligevel ikke vil ske et salg af GN Resound. Eller også beslutter de at give et bud på hele GN Store Nord, hvorefter de splitter koncernen op ved evt. at sælge GN Netcom videre til en stor forbrugerelektronikproducent og selv gennemfører et turn around i GN Resound.

Der er altså mulighed for, at aktien kommer under stærkt salgspres - eller også går der spekulation i aktien i forventning om et snarligt købstilbud, konstaterer ugebrevet.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også