Aalborg Lufthavn tæt på en million årlige passagerer

Med en stigning i passagertallet i år på omkring 25 pct. forventer Aalborg Lufthavn at komme tæt på en million rejsende.

»Prognosen siger ca. 975.000, så millionen når vi først i 2008,« vurderer lufthavnsdirektør William Bluhme.

Væksten i passagertallet skyldes den økonomiske vækst og fremgang for både lavprisruter og charterfly i Aalborg.

I 1999 fløj 732.306 til og fra Aalborg Lufthavn. Efter terrorangrebet på New York den 11. september 2001 styrtdykkede passagertallet som i resten af verden. Først i 2006 fik Aalborg Lufthavn et passagertal, der var højere end i 1999.

Sidste år kom lavprisselskabet Sterling til Aalborg med både udenrigsruter og konkurrence til SAS på ruten Aalborg-København. Siden har denne rute cementeret sin position som Danmarks største indenrigsrute med 21-22 rundture på hverdage.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også