Straarups bank

Det er med erhvervsbøger som med god rødvin.

Straarup

Ole Mikkelsen

Gyldendal

240 sider. 299,- kr.

Udkommer 15. november

Hyggeværdi:

[x] [x] [x] [x]

Praktisk anvendelse:

[x] [x]



Der findes uendelige mængder af flade og kedsommelige udgaver af begge. Og der findes enkelte perler, som indtages med nydelse og engagement, og som viser sig holdbare i mange år efter produktionsdatoen. Ole Mikkelsens bog ”Straarup” har som ambition at bejle til klassifikationen grand cru classé alene derved, at den har sat sig for at være det ultimative portræt af Danske Bank-chef Peter Straarup, sin generations vigtigste danske bankmand.

Lad det være sagt med det samme - bogen indfrier ikke den ambition. Hvilket ikke entydigt skal ligge forfatteren til last. Han har nemlig sat sig selv på en umanerligt vanskelig opgave al den stund, at hovedpersonen ikke selv har ønsket bogen udgivet og følgelig har afvist at medvirke ved dens tilbliven.

Resultatet er, at vi her har at gøre med en bog, der aldrig for alvor holder, hvad titlen lover. Ret beset handler den ikke (ret meget) om Peter Straarup - den handler om fænomenet Danske Bank. Den er kort og godt en velfortalt gennemskrivning af den store finanskoncerns nyere historie. Læst med de briller og som en overbygning af historikerne Per H. Hansen og Søren Mørchs ”Den Danske Bank” fra 1997, har beretningen om forvandlingen fra stor dansk til stor europæisk virksomhed sin styrke.

Ole Mikkelsen kan sit bankstof og bogen når sine højdepunkter når den - for sjældent - beskæftiger sig med de bløde punkter i Straarups finansimperium. Det ene er et kostbart og uheldigt timet forsøg på at supplere banken med en hårdtslående børsmægler befolket af dyre gulddrenge. Det andet er en hæsblæsende gennemgang af det katastrofale it-nedbrud, der i marts 2003 satte banken, der råder over dansk erhvervslivs største it-organisation, i undtagelsestilstand i flere dage og blev løst få timer inden, Danske Bank ville have været tvunget til at søge ly under en betalingsstandsning.

For særligt bankinteresserede er det ligeledes en fornøjelse at læse Ole Mikkelsens fine analyse af Danske Banks store forvandling. Banken har bevæget sig fra ultimativt fokus på at låne penge ud og undgå tab undervejs til knivskarpt fokus på at anvende så få passive penge som overhovedet muligt som sikkerhed for de forretninger, banken kaster sig ud i. En konsekvens er, som Mikkelsen en smule underspillet konkluderer, at Danske Bank i dag faktisk ikke er specielt velpolstret. Dén pointe siger en hel del om bankens bevægelse i løbet af Peter Straarups 10 år i førersædet. Desværre slipper forfatteren pointen i samme moment, som den er fremsat - dens konsekvens og perspektiver kunne sagtens have fortjent en grundigere behandling.

Det samme kunne den handel, der fastlagde hele grundlaget for, at Peter Straarups Danske Bank kan styre kapitalanvendelsen så benhårdt, som tilfældet er. Købet af Realdanmark med BG Bank og Realkredit Danmark gennemgås klinisk. Men beretningen efterlader læseren uden sikker fornemmelse for, at indlemmelsen af landets største realkreditinstitut med en bombesikker kundebase lige siden har været den uhyre pålidelige motor i hele Danske Banks finansielle ingeniørskab. I stedet vælger Mikkelsen at lægge hovedvægten på Danske Banks lige så store, men til dato langt mindre væsentlige, opkøb af finske Sampo Bank. Det er en ærgerlig ubalance i en fortælling, der ellers er en fin dokumentation af de senere års begivenheder i den danske bankverden.


Bogens største svaghed er beskrivelserne af personen Peter Straarup. Vi får enkelte interessante detaljer, eksempelvis den, at Peter Straarups lillesøster i adskillige år har været ansat i banken på en langt mindre fremtrædende post end broderen. Men vi får i det store billede intet nyt at vide om manden og det nærmiljø, han er formet af. Det trækker unægteligt ned i bedømmelsen af en portrætbog. ”Straarup” er en spændende bog for enhver, der har interesse i et kig ind i de mest magtfulde korridorer i dansk erhvervsliv. Men den er ikke i nærheden af at løse sin primære opgave. Det ultimative portræt af erhvervsmanden, familiefaderen og mennesket Peter Straarup har vi fortsat til gode.

BRANCHENYT
Læs også