Papiravis nu på computer

Morgenavisen Jyllands-Posten har lanceret en ny online-avis. Berlingske Tidende overvejer at følge trop, mens Politiken ser tiden an.

Morgenavisen JyllandsPosten har skærpet kampen om de kunder, som vil læse avisen elektronisk.

Mandag lancerede mediehuset en ny elektronisk avis, der kombinerer indholdet af den trykte avis med løbende opdateringer fra avisens nyhedssites på internettet. Navnet er JP2, og det er den første avis i Danmark, der er baseret på den såkaldte reader-teknologi.

»Vi vil gerne give vore læsere og brugere en bedre oplevelse, når de læser avis på nettet. JP2 henvender sig til alle, der sætter pris på papiravisens kvaliteter, men som foretrækker at læse nyheder på computeren,« siger Carsten Juste, ansvarhavende chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten.

JP2 downloades automatisk på læserens computer og opdateres hver gang, man er online.

Den indeholder først og fremmest artiklerne fra dagens trykte avis, men i løbet af dagen får brugerne samtidig en løbende opdatering af de vigtigste nyheder fra de tre nyhedssites, jp.dk, epn.dk og fpn.dk.

Ifølge Jens Nicolaisen, direktør for JP Medier, betyder det, at man har en optimal læseoplevelse, uanset om man sidder ved sin laptop eller ved en fladskærm.

»Vi ser det som et udviklingsprojekt for avisen, som ikke skal give overskud fra dag ét. Men som bliver et supplement til de indtægter, vi har fra virksomhedens eksisterende aktiviteter. Det drejer sig om at fastholde vore abonnenter, samtidig med at vi fremover kan skræddersy løsninger til nye segmenter,« siger Jens Nicolaisen.

Ifølge Christian Peytz, formand for Foreningen af Danske Internet Medier (FDIM), er JP2 et interessant koncept både teknologisk og kommercielt.

Brugervenligt
»Det her er endnu et hybridprodukt, der dog virker til at have en brugervenlighed, vi ikke har set før i Danmark. Kombinationen af printavisen og den nye teknologi kan med den rigtige prissætning appellere til nye målgrupper. Og det kan blive et væsentligt konkurrenceparameter fremover,» siger Christian Peytz. Han ser især store muligheder for JP2, når mobiltelefonerne er blevet modne til at matche den nye teknologi.

Hos de to konkurrerende dagblade, Berlingske Tidende og Politiken, følger man udviklingen nøje. Men hvor man hos Politiken i første omgang koncentrerer sig om at udvikle eksisterende medieplatforme, har Berlingske Tidende i længere tid overvejet at satse på noget tilsvarende.

»Jeg har endnu ikke set JP2 og kan derfor ikke sige noget om det konkrete produkt. Men det er da noget, vi overvejer. Der er ingen tvivl om, vi skal finde nye måder at læse avis på nettet,« siger Lisbeth Knudsen med henvisning til New York Times, der med succes anvender reader-teknologien, som også JP2 er baseret på. thomas.wisborg@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også