Silicon Valley bliver grønnere

Nyt samarbejde mellem venture capital og en slagen præsidentkandidat understreger den politiske dimension i udviklingen af alternativ energi med grøn eller ren teknologi.

Tidligere vicepræsident Al Gore har placeret sig selv som et vægtigt bindeled mellem de dristige investeringsfirmaer i Californiens berømte højteknologiske Silicon Valley og Washingtons politiske verden.

Manden, der samlede de fleste stemmer ved præsidentvalget i 2000, har accepteret en post som partner i venture capital-firmaet Kleiner Perkins Caufield & Byers, der fra sit hovedkvarter i San Francisco var med til at finansiere det højteknologiske opsving. Kleiner har de senere år som flere af sine konkurrenter investeret betydelige beløb i udviklingen af alternative energikilder. Pengene er placeret i selskaber, som søger at udbrede den såkaldte grønne eller rene teknologi.

Vigtige kontakter
For Al Gore betyder samarbejdet, at han styrker sine muligheder for at fremme den kamp mod global opvarmning, som er blevet hans mærkesag efter det sviende nederlag til George W. Bush.

Samtidig får manden, der om kort tid vil få overrakt årets Nobel-fredspris, en mere direkte forbindelse til de virksomheder, der skal føres hans visioner ud i praktiske og økonomisk indbringende projekter.

Forbindelsen understreger, at alternativ energi i lige så høj grad er et politisk projekt, som det er et højteknologisk projekt. Investeringsfirmaet og de virksomheder, der sættes penge i, vil få mulighed for at trække på Gores mange politiske kontakter i hovedstaden.

Den tidligere præsidentkandidat, der fortsat afviser alle tanker om at stille op næste år, vil til gengæld kunne rådgive virksomhederne om, hvordan de sikrer sig statstilskud, og hvordan de får indflydelse på den politiske proces.

Fra Kleiner fremhæves det, at Gore får til opgave at undersøge nye virksomheder, der satser på alternativ energi og så give sin vurdering af deres muligheder for at forrente og afdrage de millionbeløb, som venture capital-firmaet kan indskyde.

For sin indsats vil Gore blive aflønnet, men han har allerede gjort det klart, at denne løn videresendes til en miljøorganisation. Det er uklart, om den nye partner får andel i Kleiners overskud.

Britisk samarbejdspartner
Venture capital-firmaer får normalt en afgift på 2 pct. af deres investering. Den store gevinst kommer først, hvis det nye selskab giver overskud. Af dette overskud går normalt 20 pct. til den dristige investor.

Det nye projekt skal række ud over USA. Kleiner oplyser således, at man har indledt et samarbejde med det britiske investeringsfirma Generation Investment Management, som Gore var med til at grundlægge.

Mens Kleiner investerer i den tidlige del af udviklingsprocessen, træder det britiske firma ind, når et projekt er nået over det første stade, og finansierer den industrielle del af udviklingen.

klaus.justsen@jp.dk..

BRANCHENYT
Læs også