Slagsmål om registreringsafgifter

Fleggaard Leasing vil have skattemyndighederne til at sætte registreringsafgiften ned for udenlandske leasingselskaber, der leaser biler ind i Danmark. EU-Kommissionen har tvunget Danmark til forhandlingsbordet.

Leasingselskaber med adresse i udlandet kan formentlig snart få rabat på registreringsafgiften.

En retssag om registreringsafgiften ligger allerede i pipelinen hos Østre Landsret, men den bliver formentlig overhalet indenom af drøftelser mellem Skatteministeriet og EU-Kommissionen.

Kommissionen truer med at trække Danmark for EF-Domstolen, hvis udenlandske leasingselskaber ikke får bedre vilkår, og ifølge specialkonsulent i Skatteministeriet Ingrid Hornshøj Jensen forhandles der nu en løsning, og der ventes en afklaring i løbet af foråret.

»Jeg kan ikke komme ind på indholdet af drøftelserne, for de er strengt fortrolige,« siger hun.

Stillet i bero
I Østre Landsret er retssagen mellem Skatteministeriet og Fleggaard Leasing - med adresse i Harrislee få kilometer syd for grænsen - blevet stillet i bero på grund af forhandlingerne med EU-Kommissionen.

»Det tyder på, at Danmark har en dårlig sag,« siger Fleggaards advokat, Anders Hedetoft.

Sagen var oprindeligt berammet til april, men nu kommer den først for retten om et år.

Striden handler om en særlig ordning for udenlandske leasingselskaber med danske kunder. Når en dansker leaser en bil via Fleggaards selskab i Tyskland, kan selskabet nøjes med at betale en forholdsmæssig registreringsafgift for den periode, bilen kører i Danmark. Men Skat beregner den forholdsmæssige registreringsafgift med det udgangspunkt, at bilen har en levetid på otte år, og det er såvel Fleggaard som EU-Kommissionen altså utilfredse med.

Dertil kommer, at skattemyndighederne straffer de udenlandske leasingselskaber med en ekstraafgift, der kan udligne deres rentefordel i forhold til deres danske konkurrenter. Også den vil EU-Kommissionen have fjernet.

Direktør i Fleggaard Leasing Michael Stensbjerg siger, at sagen sandsynligvis også vil få betydning for leasingkunderne i form af lavere leasingydelser, men inden man ved, hvad der kommer i stedet for de eksisterende regler, tør han ikke give noget bud på, hvor meget der er på spil.

Tyske leasingselskaber har i forvejen en fordel i forhold til sine danske kolleger.

De kan nemlig nøjes med at indregne tysk moms på 19 pct. i leasingudgiften frem for den danske på 25 pct.

jesper.hoberg@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også