Aktie i nedtur

Den ellers så guldrandede Parken-aktie har for alvor tabt pusten, skriver business.dk.

Siden aktiekursen toppede lige i underkanten af 2.000 point den 30. april i år, har investorerne solgt ud i stor stil af ejendoms- og underholdningsaktien, der i går lukkede i kurs 1199, efter et fald i går på knap 6 pct. I alt har Parken-aktien mistet 39,5 pct. af sin værdi de seneste godt seks måneder. I kroner og øre er der hugget to mia. kr. af markedsværdien, efter at aktien på et tidspunkt var den mest værdifulde fodboldaktie i verden. I dag har Parken Sport Entertainment (PSE) en børsværdi på 2,9 mia. kr. Der er ikke nogen entydig forklaring på den store nedtur. På regnskabsfronten leverede formand Flemming Østergaard (bill.) tidligere på efteråret det ventede rekordoverskud; primært trukket frem af deltagelsen i Champions League. Det var mere usikkert, hvordan den underliggende forretning udviklede sig, da det er vanskeligt at se i tallene fra PSE, præcist hvor indtjeningen kommer fra.

RB-Børsen

Læs også