Moderat plus efter store udsving

C20-indekset endte 0,5 pct. højere i 489,35, efter at eliteindekset begyndte dagen med massive stigninger.

Over middag opstod der uro på de europæiske aktiemarkeder, som kortvarigt lagde pres på C20-indekset.

Uroen skyldtes rygter om det britiske realkreditinstitut Alliance & Leicester. Under de hjemlige himmelstrøg endte Lundbeck med en solid fremgang, efter at selskabet afleverede et overraskende godt regnskab.

Lundbeck lukkede 3,4 pct. højere i kurs 153 efter regnskabsaflæggelsen for tredje kvartal, da omsætningen og indtjeningen overraskede positivt, hvilket førte til en opjustering af indtjeningsprognosen for 2007 med 100 mio. kr. til mere end 2,6 mia. kr.

»Det positive er, at Lundbeck opjusterer grundet øget salg. Omsætningen og indtjeningen er bedre end ventet grundet udviklingen i salget af antidepressivet Lexapro samt alzheimermidlet Ebixa,« udtalte aktieanalytiker Rune M. Dahl fra Sydbank, som dog gentog sin negative undervægtanbefaling på Lundbeck-aktien.

»Det negative for Cipralex-salget er, at produktionsomkostningerne er lidt højere end ventet grundet ændret produktmiks, samt at der fortsat er lange udsigter til den endelig løsning på 2012-problematikken via kandidaterne Lu21004 og Lu24530,« vurderede Rune M. Dahl.

SAS lettede
SAS-aktien steg voldsomme 7,6 pct. til kurs 84,5 uden de store nyheder.

»Det er blot arbitrage-handel i SAS-aktierne, og der ingen markante nyheder i markedet,« udtalte senioraktiehandler Claus Thestrup fra Handelsbanken.

Royal Unibrew smed 15,4 pct. til kurs 518. Bryggeriet sænkede forventningerne til helåret i regnskabet for tredje kvartal. Overskudsprognosen for 2007 sænkes 70 mio. kr. til 290-310 mio. kr.

»Det er hovedsaglig stigningen i råvarepriserne, som vi også forventer næste år, der rammer os. Så er det en fortsat øget priskonkurrence på blandt andet det danske marked. Carlsberg kører nogle meget aggressive priskampagner i Danmark. Det betyder, at de andre spillere ikke kan få høje priser,« sagde administrerende direktør Poul Møller til RB-Børsen.

Den hårdt ramte Topdanmark-aktie fik et løft på 1,9 pct. til 750.

På den udenlandske finansscene understøttede storbanken HSBC og investeringsbanken Bear Stearns de positive vinde. Den britiske storbank med base i HongKong ser øget indtjening i tredje kvartal trods nedskrivninger på 3,6 mia. dollars.

IC Companys endte 4,0 pct. lavere i kurs 340, så investorerne havde sikkert sat næsen op efter bedre tal fra IC Companys i regnskabsmeddelelsen for andet kvartal eller en opjustering. Modetøjskoncernen fastholdt de tidligere opstillede omsætnings- og driftsindtjeningsprognoser i halvårsregnskabet.

RB-Børsen

Læs også