Svingede modsat aktierne

Kursgrafen over den toneangivende danske obligation ligner et spejlbillede af udviklingen på aktiemarkedet.

Onsdag over middag blomstrede obligationskurserne op, idet nervøsitet drev investorerne fra aktier til de fastforrentede papirer. Men onsdagen endte med kursfald og små rentestigninger. Det amerikanske detailsalg og producentprisindeksopgørelsen fik kun marginal betydning for kursdannelsen.

Ved eftermiddagstid fik investorerne præsenteret det amerikanske detailsalg for oktober. Det amerikanske detailsalg steg 0,2 pct. i oktober opgjort på månedsbasis mod en stigning på 0,7 pct. i september. Analytikere havde ventet, at detailsalget var steget 0,1 pct. Eksklusiv bilsalget blev det til en stigning på 0,2 pct. i oktober mod en stigning på 0,4 pct. i september.

Producentpriserne i USA steg 0,1 pct. i oktober sammenlignet med september, da priserne steg 1,1 pct. Analytikere havde ventet, at priserne var steget 0,3 pct. Eksklusive de volatile fødevare- og energipriser var producentpriserne uændrede mod en stigning 0,1 pct. måneden før.

»Effekten på obligationerne fra både detailsalget og producentprisopgørelsen var marginal,« udtalte Erik Bech fra Jyske Bank til RB-Børsen.

»Investorerne havde fokus på aktiemarkedernes udvikling, hvor meldinger om kreditkrisen samt virksomhedsnedskrivninger også er toneangivende,« udtalte obligationsrådgiver Eric Bech.

Den amerikanske centralbankchef, Ben Bernanke, vil øge gennemsigtigheden, og han lancerede onsdag flere tiltag. Den amerikanske centralbank skal nu fire gange årligt fremlægge prognoser for økonomien, hvor den første prognose præsenteres den 20. november. Prognoserne vil nu strække sig over 3 år i stedet for 2 år. Ben Bernanke indikerede, at der er flere tiltag på vej.

Den amerikanske 10-årige T-bond lå onsdag ved lukketid 1/32 lavere i kurs 99 26/32 med en effektiv rente på 4,26 pct.

RB-Børsen

Læs også