Transportstrejke i Frankrig frankrig

Strejker i protest mod pensionsreform satte store del af Frankrig i stå onsdag.

Det var svært for franskmændene at komme ud af stedet onsdag, hvis de skulle med offentlige transportmidler.

Under en fjerdedel af togene landet over kørte normalt, og i Paris var trafikken aflyst på de fleste metrolinjer. Der var heller ingen togforbindelse til lufthavnene i den franske hovedstad.

Folk, som skulle til eller fra arbejde med bus eller tog, havde valget mellem at tilbringe timer i bilkø på vejene eller finde deres cykel frem.

Forringet pension
Årsagen var en strejke blandt transportarbejdere, som begyndte tirsdag aften og slog fuldt igennem onsdag. Ligesom flere andre faggrupper er de utilfredse med præsident Nicolas Sarkozys plan om at forringe pensionerne.

Frankrig var senest lammet af en transportstrejke 18. oktober.

Også ansatte i el- og energisektoren nedlagde arbejdet, hvilket førte til et fald i elforsyningen med 12 pct. fra atomkraftværkerne.

»Hvis der ikke er noget tog, er jeg nødt til at tage den på stop. Det, der virkelig bekymrer mig, er, hvordan jeg kommer hjem i aften«, sagde Madeleine, en servitrice, som var på vej fra forstaden Romainville til Paris' centrum.

Trafikkaos ventes at fortsætte torsdag, da to store fagforeninger besluttede at videreføre strejken. Nogle af arbejderne håber at kunne holde konflikten i gang frem til den 20. november, hvor en særskilt strejke blandt offentligt ansatte imod nedskæringer i antallet af job indledes.

Men samtidig var der de første tegn på et gennembrud i konflikten, da et vigtigt forbund accepterede forhandlinger i de enkelte sektorer om de særlige pensionsordninger, som 1,6 mio. ansatte i jernbane-, el- og energisektoren nyder godt af.

Præsident Sarkozy fastholder, at han ikke vil opgive pensionsreformen, som giver folk i belastede job mulighed for at gå på pension efter 37,5 år på arbejdsmarkedet, mens kravet til de fleste andre er 40 år.

»Præsidenten mener, at der er en chance for, at der i ansvarlighedens ånd kan findes en vej ud af konflikten«, siger præsidentens talsmand, David Martinon.


Tilslutning til Sarkozy
I 1995 måtte den daværende regering under præsident Jacques Chirac indlede et tilbagetog med en reformplan efter tre ugers strejker og demonstrationer.

Men denne gang viser meningsmålinger bred tilslutning til Sarkozy i konfrontationen med fagforeningerne.

Ydermere er fagforeningerne delt mellem hensynet til at forsvare en mindre gruppes særlige pensionsrettigheder og til at undgå splittelse i forhold til det store flertal af medlemmer, som har knap så gode vilkår for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Kun otte procent af de franske lønmodtagere er fagligt organiserede, og andelen har været faldende de seneste år.

/ritzau/AFP



Læs også