Lundbeck købelysten

Lundbeck skruede en smule op for prognosen for overskuddet af hele 2007 og har stadig mod på et opkøb eller tre. Det er også nødvendigt for at tilfredsstille analytikere.

Medicinkoncernen Lundbeck er nødt til at købe flere lægemiddelkandidater i markedet, hvis fremtidens indtjening skal være sikret. Det er fortsat analytikernes dom efter et kvartalsregnskab, der ellers havde godter med til investorerne.

Det er gået så godt med salget af ikke mindst antidepressionsmedicinen Lexapro i USA, at Lundbeck skruer op for prognosen for indtjeningen i hele 2007. Den primære drift vil lande på over 2,6 mia. kr., forudser ledelsen. Det fik da også aktien til at stige med 3,4 pct., men det er ikke nok.

»Det er et flot regnskab med øget salg. Men der er stadig usikkerhed om fremtiden,« konkluderer Sydbanks analytiker Rune Dahl.

Lundbeck har en såkaldt 2012-problematik, fordi patentet for de to storsællerter Lexapro og Cipralex, selskabets antidepressionslægemidler, udløber frem mod 2012.

Herefter vil billige kopiprodukter vælte ind over markedet og med ét fjerne en meget stor del af Lundbecks indtjening. Derfor skal Lundbeck have nye lægemidler i udvikling, som kan være på markedet til den tid og bidrage med indtjening.

Gode kandidater
Lundbecks ledelse erklærer sig fortsat tilfreds med den portefølje af lægemiddelkandidater, den såkaldte pipeline, som selskabet er ved selv at udvikle og med tiden forhåbentligt kan få godkendt.

Den nyudnævnte finansdirektør, Anders Götzsche, peger på, at selskabet vil bruge omkring 20 pct. af sin indtjening til at videreudvikle kandidaterne.

»Det er målet, at det skal ligge omkring 20 pct. af omsætningen. Vi har fået mange produkter ind i pipelinen, og den er fyldt godt op i de seneste måneder. Hvis vi ser behov for at hæve procentsatsen, kan vi gøre det, men for nærværende sigter vi mod de 20 pct.,« siger Anders Götzsche.

Han siger dog også, at han også gerne vil købe op og dermed øge sandsynligheden for, at Lundbeck har nye friske trækdyr klar til at stå for indtjeningen i 2012.

»Vi kigger hele tiden på indlicenseringsmuligheder i Europa og USA, og vi forfølger forskellige spor for at sikre, at vi har nok produkter at sælge. Det ene spor er vores pipeline, som vi synes, går godt. Det andet er at købe rettigheder til produkter, som er tæt på en markedsføring. Vi har for nylig indlicenseret Circadin (en sovemedicin, red.) og vi kunne godt tænke os et eller to produkter mere af samme karakter, dog ikke nødvendigvis inden for samme behandlingsområde. Vi kigger også efter akkvisitioner, som kan øge antallet af lægemidler, vores sælgere har med rundt til CNS-specialisterne (med speciale i centralnervesystemet som er Lundbecks fokusområde, red.),« siger Anders Götzsche.

Læs også