Advokat risikerer sag om hvidvaskning

Myndighederne på De Britiske Jomfruøer mener, at den danske advokat Jeffrey Galmond er stråmand for russisk teleminister.

Den omstridte danske advokat Jeffrey Galmond synes på vej mod en straffesag i en speget sag om russiske teleinvesteringer for milliarder af kroner.

Ifølge den amerikanske finansavis Wall Street Journal har politiet på De Britiske Jomfruøer fundet »overvældende beviser« for, at Galmond har optrådt som stråmand for den russiske teleminister Leonid Reiman i et lokalt selskab, Ipoc International Growth Fund Ltd., der ligger inde med enorme værdier i form af aktier i den russiske teleindustri. Galmond og Reiman har ellers i årevis bestridt en sådan sammenhæng blandt andet i forbindelse med domstolsafhøringer, og nu lægger anklagemyndigheden ifølge avisen op til at tiltale Jeffrey Galmond for falsk vidneforklaring.

Udløber af en strid
Sagen er en udløber af en strid mellem den 43-årige russiske milliardær Mikhail Friedman og Galmond om retten til en større aktiepost i det tredjestørste mobilselskab i Rusland, Megafon. Slagsmålet resulterede i, at Galmond blev beskyldt for at være stråmand for Leonid Reiman med det formål at tømme statsejede virksomheder for værdier og genopbygge nye aktører, hvis udvikling Reiman som teleminister havde betydelige muligheder for at påvirke med blandt andet tildeling af telelicenser.

En voldgiftsret i Zürich har allerede en gang fastslået, at Reiman er den virkelige ejer af Ipoc International Growth Fund Ltd., og dagbladet Børsen har tidligere skrevet, at sagen i Tyskland efterforskes af anklagemyndigheden i Frankfurt, fordi Commerzbank tilsyneladende har haft en finger med i spillet.

Politiet på De Britiske Jomfruøer har nu anmodet om amerikansk assistance via USA's justitsministerium, fordi det påståede fupnummer er bygget op omkring et stort antal selskaber med adresser i blandt andet Delaware og Kentucky.

Nære venner


Det er velkendt, at den russiske teleminister og den danske advokat er nære venner og har været det i adskillige år.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Jeffrey Galmond, der indtil 1. oktober ejede advokatvirksomheden J.P. Galmond & Co. på H.C. Andersens Boulevard i København.

Den 1. oktober overtog partner Claus Abildstrøm imidlertid foretagendet og omdøbte det til LLC Advokater.

Læs også