Knejpe med kvalitet

Cafe Dolly i Horsens er paradoksernes parade. Stedet ligner en havneknejpe, og indretningen er lettere stilforvirring. Men maden holder stilen.

Når man betragter spisekortet, ledes tanken ikke i retning af gourmet-restaurant, men det gør den, når man får maden på tallerkenen. Cafe Dolly på Havnegade i Horsens er fyldt med paradokser. Udefra ligner stedet nærmest en havneknejpe, og det indtryk understøttes af interiøret med grønne træpaneler, kunstige grønne planter, den enarmede tyveknægt ved indgangen og for den sags skyld også spisekortet ved første øjekast.

Der er de sædvanlige frokostretter med tre slags sild, pariserbøf, engelsk bøf osv.

Når maden står på bordet, er vi imidlertid i en anden verden. Retterne er klassiske, de er jordnære, der er ingen højtflyvende eksperimenter, men de er præget af en kvalitet og en omhyggelighed, som løfter dem langt over det sædvanlige cafe-niveau.

Cafe Dolly har eksisteret siden 1993, og rygtet om stedets kvaliteter har bredt sig, så man skal regne med at bestille bord i forvejen, hvis man vil lægge vejen forbi for en frokost.

*
Det stegte flæsk, der betragtes som husets signatur-ret, er naturligvis uomgængeligt. Sprødt og lækkert serveret med hvide kartofler, surt og persillesovs med masser af friskhakket persille (108 kr.).

Den anden side af bordet valgte bøfsandwich med brun sovs (92 kr.). I store egne af det sydlige og det vestlige Jylland har man den sære ide, at det, som andre steder hedder en burger, skal hedde en bøfsandwich og serveres med brun sovs over. Vi kastede os frygtløst ud i eksperimentet og overraskedes glædeligt over, at den brune sovs æstetisk blev serveret i en sovsekande ved siden af, så det ikke alene var et velsmagende, men også flot serveret måltid.

Herefter et stykke lun marcipantærte med is, og på den anden side ”Randis citronfromage” med flødeskum. Et pust fra barndommen med krystalklar frisk smag af citron uden kemikalier og uden for meget sukker.

To hvide vand og en Mekong-øl til deling og så kaffe og te. I alt 429 kr.

Hermed vor anbefaling.

Mad

[x] [x] [x] [x] [x]

Betjening

[x] [x] [x]

Atmosfære

[x] [x] [x] [x]

Læs også