S&N chokerer Carlsbergs topchef

Adm. direktør finder den direkte afvisning skuffende og forhastet - og ikke i aktionærernes interesse.

På overfladen har Carlsberg/Heineken på den ene side og Scottish & Newcastle på den anden aldrig stået længere fra hinanden. Det forhøjede dansk-hollandske tilbud til skotterne på 104 mia. kr. er blevet dårligt modtaget, og der er ingen åbning eller oplæg til dialog mellem parterne.

Carlsbergs adm. direktør, Jørgen Buhl Rasmussen, reaktion er:

»Vi er både skuffede og chokerede. Samtidig virker deres afvisning lidt forhastet. Jeg kan stadig ikke se, at det skulle være i deres aktionærers interesse.«

De er lige så afvisende som efter jeres første bud?

»Vi taler altså om, at vi vil betale deres aktionærer 13,6 gange deres indtjening (ebitda). Når vi ser på de opkøb, S&N selv har foretaget, har de betalt mellem 9 og 11 gange indtjeningen. Så vi forstår dem simpelt hen ikke.«

I kan helt tydeligt ikke engang blive enige om forundersøgelserne ved et eventuelt salg. I siger, det er standardundersøgelser, mens de kalder jeres due diligence-krav for meget vidtgående?

»Det er direkte forkert og urigtigt. Vi kan næsten ikke gøre det mere begrænset. Det drejer sig om en begrænset due diligence, en anbefaling af tilbudet fra deres bestyrelse og en sikkerhed for indbetalingerne til deres pensionsfond i England. Mindre kan det simpelt hen ikke være.«

Mener du, at S&N direkte lyver over for sine aktionærer, når de omtale jeres krav?

»Vi kan slet ikke relatere til deres udtalelser. Jeg vil ikke bruge ordet ”lyver”.

Kom igen til februar
I er også uenige om, hvor meget I som de to ejere vil tillade offentliggjort om BBH i Rusland?

»De vil have, at vi skal offentliggøre BBH's forventninger til 2007 og 2008. Vi har sagt, at såfremt de øvrige aktionærer i BBH vil gå med til det, kan S&N offentliggøre sine samlede forventninger til forretningen for 2007 og 2008. Historisk har både vi og S&N altid været enige om aldrig at offentliggøre oplysninger om det kommende år før til februar. Det er sket, for at omverdenen ikke skal vide noget om planerne og taktikken. Nu vil de pludselig noget helt andet. Hvis de vil bruge BBH's forventninger for 2008, må de lade det indgå i det totale S&N. Vi forstår ikke, at de kun vil tale BBH, når to tredjedele af hele deres forretning relaterer sig til Vesteuropa. De offentliggør jo heller ikke separate oplysninger for 2008 om Frankrig eller Grækenland.«

Hvorfor, tror du, at det er sådan?

»Det kan vi sikkert sammen komme med et kvalificeret gæt på.«

Fordi BBH er den bedste del af deres forretning?

»Sikkert. Derfor siger vi også, at vi som et gennemsnit betaler en multipel på 13,6 gange indtjeningen.«

Medieskabt hysteri
Har i opgivet S&Nbestyrelsen? Er det derfor, I nærmest henvender jer direkte til aktionærerne?

»Vi er overrasket over deres tilbagemelding. Vi appellerer til, at aktionærerne begynder at reagere. At de siger til deres bestyrelse, at S&N bør reagere. Derfor var det også vigtigt at komme med det forhøjede tilbud, inden de på tirsdag udsender en opdatering af, hvordan det går i S&N med hele deres forretning.«

Mener du, at dette er en helt normal måde at forhandle på, og resten er medieskabt hysteri?

»Jeg skulle lige til at sige det. Men derfor er det spændende alligevel.«

Læs også