Schweiz - mere end ure, ost og chokolade

Schweiz er en lille, åben økonomi i midten af Europa med tætte forbindelser til EU. Dog giver Schweiz' rolle som Europas skattely anledning til irritation blandt EU-landene.

Landet ledes af en koalitionsregering, men ved parlamentsvalget i oktober blev højrefløjen styrket betydeligt med den højeste stemmeandel siden 1919.

Landets stærke finanssektor, avancerede industri med massive satsning på forskning og udvikling samt det lave skattetryk gør Schweiz til et interessant land for udenlandske virksomheder.

Markedet Den schweiziske forbundsstat består af 26 kantoner med udbredt selvstyre. Det indebærer, at lovgivning og administrative bestemmelser kan variere fra kanton til kanton.

Forbundspræsidenten vælges blandt ministrene efter et rotationsprincip for et år ad gangen. Den siddende forbundspræsident er socialdemokraten Micheline Calmy-Rey, som leder den fire parti store koalitionsregering.

I kraft af et omfattende bilateralt aftalekompleks med EU deltager Schweiz i praksis i EU's Indre Marked, så man kan som udgangspunkt gå ud fra, at EU's almindelige regelsæt også gælder i Schweiz. På trods af Schweiz' tætte samarbejde med Unionen, er landets rolle som Europas skattely en torn i øjet på forholdet til EU.

Ved parlamentsvalget i oktober fik det højreorienterede Swiss People's Party (SVP) 29 pct. af stemmerne, den højeste andel noget schweizisk parti har fået siden 1919. Delvist som følge af styrkelsen af højrefløjen er regeringen i gang med at indføre en række reformer, der bl.a. sigter mod at øge konkurrencen ved at liberalisere tidligere beskyttede industrier som elektricitet, energi, postvæsen og telekommunikation.

Schweiz har i de seneste år været inde i en periode med høj økonomisk vækst - i 2006 var væksten på 3,2 pct., den højeste i syv år.

Væksten understøttes af et højt privatforbrug, investeringer samt stigende eksport.

Schweiz er et af de lande i verden, der handler mest med udlandet, og World Economic Forum vurderer, at Schweiz er den næstmest konkurrencedygtige økonomi i verden, kun overgået af USA.

Schweiz er en udpræget industri- og handelsnation med en veludbygget finans- og forsikringssektor. Industrisektoren er fokuseret inden for produkter med stor value-added og er bl.a. kendt for at have stor ekspertise inden for metal- og maskinindustrien.

De schweiziske virksomheders konkurrencedygtighed bliver hjulpet godt på vej af massive investeringer i forskning og udvikling - et område, der har stor bevågenhed fra regeringens side.

Landet har en særlig stærk forskningsposition inden for lægemiddel- og levnedsmiddelindustrierne.

Danske virksomheder Flere end 50 danske virksomheder har oprettet datterselskab eller filial i Schweiz, og der kommer stadig flere til. Internationale firmaers europæiske hovedkontorer placeres ligeledes i stigende grad i Schweiz. Landets geografiske størrelse og særdeles heterogene sammensætning med tre sprogregioner gør samtidig landet til et ideelt testmarked. Mange danske eksportvirksomheder bruger Schweiz som testmarked, inden de giver sig i kast med de større eksportmarkeder.

Brancher Følgende brancher har altid været interessante for danske eksportvirksomheder:

?Maskiner og udstyr til maskinindustrien

?Medicinske og farmaceutiske produkter

?Møbler og andre produkter til boligindretning

?Hjælpemidler til sundhedsbranchen.

Prognoserne for 2008 er gode, og der forventes stor vækst specielt inden for beklædning, ure og metalindustrien. I byggebranchen har man de seneste år oplevet et direkte boom, og det har været svært for byggefirmaerne at følge med. Temaer som økologi og alternativ energi er meget aktuelle i Schweiz, og produkter inden for disse to sektorer har gode chancer for at komme ind på markedet.

Takt og tone Den flade organisationsstruktur, som man kender den i Danmark, er ikke udbredt i Schweiz. Af samme grund benytter man ved de indledende kontakter De-formen og er på efternavn med forretningsforbindelser.

Adskillige firmaer har dresscode.

I den centrale og østlige del af Schweiz er forretningssproget tysk, mens det er fransk i den vestlige del. I et lille område i det sydlige Schweiz taler man italiensk. Engelsk er ret udbredt, men ikke i samme grad som i Danmark.

Kontortider Den normale arbejdstid på kontorer er kl. 8-17 alle hverdage. Enkelte holder fri kl. 16 om fredagen.

Det anses for uhøfligt at ringe til sine forretningsforbindelser tidsrummet 11.30-14.00.

Læs også