Hovedpersonerne i VW-skandalen på plads

Volkswagens forhenværende tillidsmand Klaus Volkert og den VW-chef, der sørgede for Volkerts velvære, er anklaget for omfattendede skyldnersvig.

Braunschweig

Hovedpersonerne i VW-skandalen værdigede ikke hinanden et blik, da de torsdag tog plads på anklagebænken i landsretten i Braunschweig. Indtil for få år siden festede Volkswagens daværende fællestillidsmand Klaus Volkert og personalemanager Klaus-Joachim Gebauer ellers hyppigt igennem på VW's regning, når de hyggede sig på bordeller i Tjekkiet, Indien og Sydamerika.

Men festen var fortid, da dommerne i Braunschweig tog fat på den tredje retssag om den storstilede skandale, der har givet Europas største bilproducent kraftige ridser i lakken. Afsløringen af et sandt system af korruption og firmabetalte sexrejser har i forvejen kostet VW's tidligere personaledirektør Peter Hartz jobbet samt en betinget dom og bødestraf.

Kortene på bordet
Men det var Volkert og Gebauer, som fik hele sagen til at rulle - og sidstnævnte, som for to år siden lagde kortene på bordet.

»Tidligere blev jeg beskyldt for at lyve, men det har vist sig, at jeg havde ret,« sagde den 63-årige Gebauer, der torsdag betegnede sit forhold til Volkert som »ikke-eksisterende« i dag.

Klaus Volkert var indtil juni 2005 en af Tysklands mest indflydelsesrige tillidsmænd, mens Gebauer var manden, som sørgede for, at tillidsmanden ikke manglede noget. Den tidligere tillidsmand er nu anklaget for 48 tilfælde af opfordringer til skyldnersvig og brud på den tyske tillidsmandslov, mens hans tidligere bonkammerat er anklaget for 40 tilfælde af skyldnersvig og bedrageri.

Hemmelig bonus
Gebauer skal have snydt VW for over 1,26 mio. euro (9,4 mio. kr.), mens der er oplistet 2,7 mio. euro (20,1 mio. kr.) for Volkerts vedkommende i anklageskriftet.

Over en årrække nød han således godt af hemmelige bonusudbetalinger, som han ifølge anklageskriftet pressede Hartz til at udbetale. Og han fik ansat sin brasilianske elskerinde på en guldrandet gummikontrakt samt betalt sexrejser, lejlighedsrenoveringer, luksusindkøb og andet fra koncernkassen.

Den 64-årige Volkert, der risikerer en dom på op imod 10 års fængsel, virkede anspændt i retssalen, hvor forsvarerne fik fjernet en af domsmændene, fordi vedkommende er ansat hos Volkswagen.

Begge anklagede vil lade sig afhøre i retssagen, som er fastsat til ni retsmøder med afhøring af 18 vidner. Dommen ventes afsagt i slutningen af januar. Men Gebauer skal ikke regne med, at Volkert rækker hånden ud mod ham.

»Sidste gang, jeg hilste på ham, nød jeg ikke godt af det,« sagde han torsdag.

/ritzau/dpa

..

Læs også