Investorer smider industriaktier

Nordiske industriaktier får tæsk på børserne. Investorerne frygter, at væksteventyret er forbi.

Den internationale kreditkrise breder sig nu til industriselskaberne. På få dage er børskæledægger som Alfa-Laval, FLS og Vestas styrtdykket. Investorerne frygter, at industrien rammes af økonomisk afmatning. Og uroen er ikke slut endnu, advarer aktieeksperter.

Svenske Alfa-Laval gav startskuddet til nedturen. Varme- og køleproducenten har tabt næsten 25 pct., siden selskabet mandag fortalte, at der var et fald i ordreindgangen i oktober.

Siden har angsten bredt sig for konsekvenserne af en lavere økonomisk vækst ovenpå dårlige amerikanske boliglån og mindre risikovillighed hos bankerne. Store industriselskaber i hele Norden falder kraftigt.

Smæk til FLS og Vestas


Torsdag dykkede OMX C20 indeks knap 2 pct., men FLS og Vestas måtte hver indkassere et kurssmæk på 5 pct. og har dermed fået kappet 10 pct. af markedsværdien i denne uge.

Og der er ingen udsigt til roligere tider, vurderer aktiestrateger.

»Store selskaber som Alfa Laval, Scania og Munters har meldt om dalende ordreindgang. Og det rammer hårdt, for der har været lidt "ulven kommer" over industriaktierne. Man har ikke villet se truslerne, men kun det positive. Pludselig vender udsigterne i OECD-landene og så er der for meget, der vejer den forkerte vej,« pointerer aktiestrateg Morten Kongshaug, Danske Bank.

Dobbelt-slag
Han konstaterer, at industriselskaberne risikerer at blive ramt af to slag samtidig. Mange selskaber har nemlig investeret i ny kapacitet for at leve op til efterspørgslen. Så de rammes både på deres investering og på en afdæmpet vækst i ordreindgangen.

Mens bankaktier har ligget underdrejet siden i sommer, er det først nu, industrien falder i kurs.

»Pludselig er der er usikkerhed om en aktiegruppe, der siden 2003 har redet på ryggen af et økonomisk opsving. Og usikkerheden kommer oveni den store nervøsitet for, hvor dybt kreditkrisen stikker,« siger chefrådgiver Claus Paaske Larsen, Nordea.

Han vurderer, at investorerne derfor flytter ud af de cykliske industriaktier og over i mere defensive aktier - som medicinalaktier.

Også aktieanalytiker Jacob Pedersen, Sydbank, peger på den store usikkerhed for selskaber, der de senere år er steget markant i kurs.

»Vi har i forvejen stor nervøsitet på markedet. Nu skabes der usikkerhed om store hæderkronede virksomheder. Og hvis de kan mærke faldende efterspørgsel, hvad venter der så forude af meldinger fra andre,« siger Jacob Pedersen.

Ingen af de tre aktieeksperter tror på noget sprudlende 2008.

»Aktiefesten er forbi for længst. Det er bare danskerne, der ikke har opdaget det. Vi venter, at europæiske aktier næste år vil få afkast på 5-10 pct. Og at danske aktier vil lægge sig i den dårligste ende af skalaen,« siger Morten Kongshaug, Danske Bank.

Læs også