»Jeg er svær at imponere, og det er det, som gør mig kvalificeret til at sælge de dyre huse.«

For 24 år siden købte han ejendommen ned til Øresund for 2,3 millioner. Siden er han blevet budt over 50 millioner for den, men huset med guldudsigten er ikke til salg.

Om nogen bød 100 mio. kr., ville han ikke sælge. Ejendomsmægler Jan Fog står op i Klampenborg med det ene ben i Øresund, nyder udsigten over vandet, mens han jogger på sit løbebånd i soveværelset, indtager sin morgenmad ved langbordet i stuen og børster tænder i badeværelset på første sal.

Jan Fog er omgivet af vand, og i hans branche er vand lig med penge. Ejendomme - andres som hans egen - er hans guldæg. Hans egen villa er ikke til salg, men hver eneste gang, han lukker en hushandel for en kunde, ryger der cirka 2,5 pct. af salgsprisen i hans lomme. Man skal frem med den store lommeregner for at forstå, hvilke summer vi taler om. Sælger Jan Fog for eksempel en ejendom til 30 mio. kr., hvilket ikke er usædvanligt - ja, så tjener han selv ca. 750.000 kr. på handlen.

Selv mener han ikke, det er en krone for meget.

Svær at imponere
»Jeg er mit salær værd, fordi jeg får pengene hjem,« som han siger. Når andre liebhavermæglere må give fortabt og ikke kan sælge en ejendom til et tocifret millionbeløb, justerer Jan Fog prisen ned - og somme tider adskillige millioner op - som han mener, den er rimelig. Men solgt skal ejendommen nok blive, så længe han er mægler på sagen.

»Jeg er svær at imponere, og det er det, som gør mig kvalificeret til at sælge de dyre huse. Når jeg kommer ind i et hus ud til Øresund, går jeg ikke bagover af befippelse og skyder vildt op i luften. Derfor er det mig, ikke sælger, der sætter prisen, for det er mig, der skal lægge navn til. Jeg skal ikke stå over for en køber og bilde ham ind, at et hus er mere værd, end det er,« siger Jan Fog.

I Danmark er der ikke mange huse i den rigtig dyre kategori til salg. Til gengæld bliver der flere og flere købere, som har råd til at betale 10-20-30 eller flere millioner for en ejendom.

»I dag er der flere danskere end nogensinde, der har rigtig mange penge og har råd til at købe et af de rigtig dyre huse. Det er udbud og efterspørgsel, der gør, at priserne i dag går helt op til 65 mio. kr.,« fastslår Jan Fog.

Hvor mange penge han har tjent som ejendomsmægler for de ustyrligt rige, vil han ikke ud med. Men lad os for sjov anslå, at Jan Fog sælger to huse á 10 mio. kr. på en jævn måned og får 2,5 pct. af salgsprisen ved hver handel. Det giver 500.000 kr. i salær.

Selv med et stort forbrug af rejser, dyre biler, lystyachter og champagne må det være svært at formøble så mange penge. Så hvad stiller en mand - oven i købet ungkarl og barnløs - op med alle de penge?

Formuepleje
»Jeg har mange aktier, blandt andet mange IC Companys. Og så har jeg en amerikansk medicinal-aktie, som er suveræn. Jeg har også A. P. Møller - Mærsk og alle de klassiske aktier, i alt har jeg aktier i over 20 forskellige selskaber. Tidligere fik jeg hjælp fra en professionel formueforvalter, men jeg kan gøre det bedre selv. Jeg har, synes jeg selv, været ret god, fordi jeg fra begyndelsen har gjort op med mig selv, at jeg ikke vil handle frem og tilbage. Jeg vil købe og så være fuldstændig upåvirket af, om aktien drøner ned, for den kommer op igen.

Det er meget få aktier, som jeg har tabt penge på, men selvfølgelig har jeg også syntes, det var sjovt at satse. Jeg har sagt - okay, nu prøver jeg at smide et par hundrede tusinde i der, og så er det bare ærgerligt, hvis det ikke går. På den måde har jeg tabt et par hundrede tusinde på et russisk oliefirma. Var firmaet ikke blevet "stjålet" af staten, havde jeg tjent en rigtig stor formue på det, men det endte altså med, at jeg tabte et par hundrede tusinde. Og det er okay.«

Han følger selskaberne i længere tid, før han køber. Sætter aktierne på en observationsliste og følger med i, hvordan kurserne udvikler sig.

»Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt. Selvfølgelig vil jeg også gerne have pengene til at yngle, ellers ville jeg være en stor idiot.«

Det bedste ved at have mange penge er, at man kan gøre præcis, som man vil. Forære biler væk, hvis man skulle få lyst. Eller have råd til at hjælpe, hvis en god ven lider nød økonomisk.

Det bedste til vennerne
»Jeg bliver ked af det, hvis der er nogen, jeg kender, som mangler noget, og så vil jeg gerne hjælpe. Hvis jeg synes, at nogle gode venner har et problem, vil jeg gerne hjælpe dem inden for en vis grænse. Det skal ikke opfattes sådan, at alle bare kan ringe, og så hjælper jeg. Det er ikke en forpligtelse for mig, men en glæde ved at hjælpe mennesker, som jeg holder af, og gøre livet lidt sjovere for dem. En af mine venner har ikke råd til at købe ny bil, så jeg tilbød ham at tage en af mine. Også en tidligere veninde, som jeg har boet sammen med, har jeg foræret en bil, for jeg vil gerne have, at hun lever et liv på første klasse. Jeg forventer ikke, at de skal sige tak til mig hver dag, det er jeg ligeglad med. Bare jeg ved, at de har det godt.«

Vennekredsen går tilbage til skolen i barndommens Hellerup. Der er ikke kommet mange nye til, for Jan Fog gider ikke overfladiske bekendtskaber. Han bryder sig heller ikke om middagsselskaber, som han bliver inviteret med til af den ene grund, at han tilhører jetsettet.

»Jeg har oplevet at blive inviteret med til noget, bare fordi jeg har mange penge. Et eller andet middagsselskab for eksempel, men så siger jeg nej tak. Man risikerer at blive en person, som det er spændende at have med til middag, for så kan folk sige: ”han kommer”. Det er sgu ikke særlig sjovt at være med til sådan en middag. Det er ikke mig.«

Hærværk, ligefrem chikane, er bagsiden ved at have mange penge.

Jan Fog har installeret avanceret alarmudstyr i hjemmet, og et kamera følger med i, hvem der kommer og går. Han er nødt til det, siger han og småbander over, at det alligevel er lykkedes en hætteklædt fyr at stjæle en antik PH-lampe foran hoveddøren. Jan Fog har tyven på bånd. Irriterende.

Men mere går det ham heller ikke på, og han er ikke utryg ved at bo alene i det store hus. Tværtimod kan han lide kun at dele tag med sin hund og en ung studerende, som har hele øverste etage for sig selv og holder hus for ham.

Man får kun én chance
»Jeg kan ikke slippe mit hus. Om nogen bød 100 millioner, tror jeg ikke engang, jeg ville sælge. Jeg vil aldrig få det igen, og huset er livskvalitet for mig, noget, som ikke kan måles med penge. Det er altid rart at blive bekræftet i, at man har noget af værdi, men man skal passe på, at man ikke lader sig overtale til at sælge for pengenes skyld.

Når jeg står med en køber i en villa til 30-40-50 millioner kroner eller mere, siger jeg til ham: Nu har du chancen, det er nu eller aldrig. Sådan er det med liebhaverejendomme. Ham, som ville have haft mit hus i sin tid, men ikke købte dengang, han venter måske stadigvæk, men han får det ikke. Det er livet for kort til. Man skal altså leve, mens man kan.«

Anderledes jordnært er det almindelige boligmarked, som er mere behovsbestemt. I over 30 år har Jan Fog set markedet gå op og ned - i dårlige tider med tvangsaktioner til følge. I fede tider - grådighed. Som nu.

»Det almindelige marked er afhængigt af gensalg af købers egen bolig. Det ligger og bider sig selv bagi. Ham, der køber en villa til 12 mio., har en villa til 7-8 mio., som han skal sælge, og ham, der skal købe den, har en lejlighed eller villa til en 4-5 mio. kr., og ham, der skal købe den, har en lejlighed til 2-3 mio. kr.

Hvis man ikke kan sælge den til 2-3 mio., kan man heller ikke sælge resten. Folk er bange, fordi pressen har sagt gang på gang: Pas på, markedet er dårligt, lad være at købe, før du har solgt. Så er der ingen, der kan købe. Det, der også er sket, er, at vi er blevet advaret om, at det er gået for stærkt med prisstigningerne i det almindelige marked, og det er det også. Det er den udvikling, man betaler for nu.

Priserne skal så langt ned, at folk siger: Nu er det så billigt, at vi slet ikke kan lade være med at købe, og der er vi snart. I dag kan man købe meget billigt, fordi nogle husejere vil videre i en fart og derfor siger ja til et underbud. Det er nu, man skal købe.«

Men før det almindelige boligmarked finder et normalt prisleje, må sælgerne droppe grådigheden.

Danmark til salg
»Vi er alle grådige, nogle mere end andre. Nogle sælgere vil ikke sætte prisen på deres eget ned for at få solgt. Det er ikke et spørgsmål om give and take, kun take. De vil gerne købe en million billigere, men de vil ikke selv sætte deres eget til salg til en lavere pris.

Det, der så sker i markedet, er, at sælger siger: Jeg har masser af tid. Men det er det samme som at sige: Jeg vil have en højere pris for mit hus, end markedet kan bære - og det er noget skidt. Når man udbyder noget til alt for høj en pris, ødelægger man markedet, og markedet er i forvejen for højt oppe. Se bare, hvor mange ejendomme der er til salg lige nu - næsten hele Danmark er til salg! Hvis man kan få mere, end ens hus reelt er værd, så vil alle sælge. Så sker der det, at mange sætter deres hus til salg, men ikke til den reelle pris. Det er kun til salg, hvis der kommer en idiot forbi, som vil give mere, end huset i virkeligheden er værd. Dét er grådighed. Hvis vi renser markedet for de ejendomme, der er til salg til forkerte priser, så er der væsentligt færre til salg.«

Han har set det før, og det vender igen.

Sådan er det med det almindelige boligmarked, for folk må nødvendigvis have en bolig, som passer til deres behov. Og behov har det med at ændre sig over tid.

»Vi bliver født, vokser op, flytter hjemmefra, flytter sammen. Får familie og børn og skal have mere plads. På den måde sker det naturligt, at man skal have en bolig. Det er lige så naturligt, når man skal fra sin bolig igen, fordi man dør eller bliver skilt. Derfor er ejendomsmarkedet stensikkert. Der vil altid blive handlet ejendomme, det er uundgåeligt. Markedet er lige nu gået i stå, fordi alle går og holder sig. Men vi ved alle sammen, at man kan holde sig til et vis tidspunkt, og så skal man. Og det tidspunkt skal nok komme. Så sker der det, at folk går ud og køber, selv om de ikke har solgt, og så sætter de prisen ned for at sælge deres eget. På den måde kommer der gang i hjulene igen, og priserne bliver normale.«

eva.andersen@jp.dk

Læs også