Medicinmand uden regning

Det gælder om at sikre sig dokumentation, hvis ferien ødelægges på grund af pludselig opstået sygdom.

Det var ikke lige blevet den drømmerejse, som den Afrika-farende havde drømt om. Maven drillede, og rejsen endte med at blive forkortet med en uge, fordi han måtte rejse hjem før tid delvist for egen regning.

Men mens dokumentationen for de ekstra udgifter var der, kneb der med at dokumentere, at han var blevet ordineret sengeleje eller hjemrejse under ferierejsen.

Derfor dækkede rejseforsikringen ikke, mente Topdanmark. Og det har Ankenævnet for Forsikring netop givet forsikringsselskabet medhold i.

Rejsen fandt sted i juni 2004. I august anmeldte manden til forsikringsselskabet, at han havde haft »lidt vrøvl« med sin mave under rejsen. Af den grund var han ikke kommet på en tredages udflugt. Ligesom han i Nairobi måtte opgive rejsen og drage hjem før tid.

Behandlet af medicinmand
I anmeldelsen skrev han, at han var blevet behandlet af en lokal »medicinmand«, som ikke kunne udskrive regning.

Manden forklarer videre i sin anmeldelse til Ankenævnet for Forsikring, efter at forsikringsselskabet har afvist at udbetale erstatning på grund af manglende dokumentation for sygdommen.

»Under safarituren bliver jeg ramt af en frygtelig mavepine. Det bevirker, at jeg flere gange ikke kan deltage i dagens kørsel og må blive på hotellet. Her er læger ikke lige om hjørnet, men personalet hjalp mig, så godt de kunne. Turen skulle afsluttes med en uge ved kysten. Der skulle vi flyve med Kenya Airways, men rejselederen turde ikke tage ansvaret for mig og rådede mig til at rejse hjem,« skriver den uheldige Afrika-rejsende og beskriver videre, hvordan han måtte booke om i Amsterdam og derved kom for sent til flyet til Billund. Derfor måtte han tage en lokal overnatning i Holland for egen regning.

Krav om dækning af skaden
Topdanmark bad igen om at få dokumentation for lægebehandlingen.

Ifølge betingelserne for rejseforsikringen gælder den kun, når der er dokumentation for ordineret sengeleje eller hjemrejse.

Manden gik nu - i september - til sin danske læge. Lægen kunne over for forsikringsselskabet bekræfte, at manden telefonisk havde været i kontakt med vagtlægen, kort efter hjemkomsten fra Afrika. Men igen manglede den egentlige dokumentation for det langvarige mavekneb.

Mandens læge konstaterede, at han havde svært ved at dokumentere sygdomstilfældet tre måneder efter rejsen.

Manden fastholdt sit krav om at få dækket sin skade. Han forklarede, at grunden til, at undersøgelsen hos lægen i oktober ikke viste noget, var, at han var blevet rask i mellemtiden.

Men Topdanmark fastholdt sit nej og blev bakket op af Ankenævnet for Forsikring.

Nødvendigt med lægeerklæring
Nævnet konstaterer, at det er en forudsætning for at opnå feriekompensation, at der er indhentet lægeerklæring fra den lokalt behandlende læge:

»En sådan foreligger ikke. Herefter, og idet det i øvrigt bemærkes at ej heller journaloplysningerne fra egen læge dokumenterer, at de helbredsmæssige betingelser for opnåelse af kompensation foreligger, kan nævnet ikke kritisere selskabets afgørelse.«

lene.andersen@jp.dk

Læs også