Huslejen stiger for tredje år i træk

Boliglån 180.000 danskere skal rentetilpasse deres boliglån til højere rente i denne måned.

Danskere med etårige rentetilpasningslån skal betale mere i husleje for tredje år i træk. Det er især alvorligt for de mange, der tog afdragsfri rentetilpasningslån i 2005 på toppen af boligmarkedet. Deres ydelse er steget med godt 70 pct. på tre år. Og det bliver ikke bedre foreløbig. De fleste realkreditselskaber og banker venter stigende korte renter i 2008.

Alligevel mener Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, at det ikke så meget er huslejestigningerne som problemet med at sælge huse visse steder i landet, som klemmer nogle af de sidst ankomne boligejere.

»Huslejestigningerne er gået hånd i hånd med kraftig reallønsfremgang og skattelettelser,« konstaterer Steen Bocian.

Den boligejer, der 1. januar 2005 optog et afdragsfrit etårigt rentetilpasningslån, skulle dengang betale 29.770 kr. før skat i rente pr. lånt million kroner. Hvis de aktuelle priser på obligationsmarkedet holder nogle uger endnu, skal de samme mennesker næste år af med 50.967 kr. pr. lånte million kroner før skat.

Det viser beregninger fra BRFkredit. Her anbefaler cheføkonom Ulrikke Ekelund de 145.000 familier med etårige lån at overveje at skifte til treårig finansiering.

Vent og se
»Vi venter, at renten stiger lidt næste år - måske 1-2 gange fra ECB's side, men derefter venter vi, at de indtager en vent og se-holdning. Derfor venter vi ikke systematiske rentenedsættelser den nærmeste fremtid. Med et F3 lån har man sikkerhed i tre år og stadig mulighed for at få glæde af eventuelle rentefald, som måtte komme derefter,« siger Ulrikke Ekelund.

Rådgiverne har de seneste par år flyttet mange danskere fra de variabelt forrentede lån over i fast forrentede. Men denne gang er rådene mere blandede. Flere opfordrer kunderne til at beholde deres fleksible lån trods usikkerhed om renteudviklingen.

»Den internationale kreditkrise har sat den europæiske centralbank ud på sidelinjen. Der er ikke nogle klare signaler for den forventede renteudvikling. Jeg tror derfor, man skal vælge ud fra sin mavefornemmelse. Som det ser ud lige nu, er der ikke udsigt til de store udsving i renten på flexlånet de kommende år, så vil man have et lån med lavest mulige ydelse her og nu, ser variabelt forrentede lån stadig fornuftige ud. Omvendt kan fastforrentede lån give en behagelig sikkerhed, og prisen for sikkerhed er forholdsvis overskuelig,« siger cheføkonom Steen Bocian, Danske Bank.

Behold lånene
Nykredit anbefaler langt de fleste boligejere at beholde deres lån.

»Som udgangspunkt tror vi ikke, at de korte renter og dermed renten på tilpasningslån vil stige nævneværdigt i løbet af 2008, men er man som låntager bekymret for flere rentestigninger, anbefales man at lægge om til Rentemax-10 i forbindelse med rentetilpasningen. Derved får boligejeren et 10-årigt loft over ydelsen og lidt friværdibeskyttelse,« siger boligøkonom Thomas Kyhl, Nykredit.

Ved den kommende rentetilpasning bliver ydelseshoppet mest markant for de 20.000 F3-lån, der sidst blev finansieret, mens renten var i bund. Her stiger huslejen for et afdragsfrit lån over 1.000 kr. om måneden pr. lånte mio. kr.

Til gengæld kan de 10.000 med femårige lån glæde sig. De fik senest deres rente fastsat i 2002 før de afdragsfrie lån, og fortsætter de med et lån med afdrag, kan de spare godt 700 kr. om måneden i husleje.

lene.andersen@jp.dk

Læs også