Endnu et dyk i den sene handel

En sur stemning så ud til at vende fredag eftermiddag, men C20-indekset lukkede alligevel 1,7 pct. lavere i 473,89, efter et kraftigt fald kort før lukketid.

Det var samme tendens investorerne kunne se på de europæiske markeder. Opmærksomheden faldt på vindmøllekoncernen Vestas, der fortsatte torsdagens nedtur. ALK-Abelló stjal fokus ud på eftermiddagen med et styrtdyk efter dårlige testresultater i USA.

Vestas faldt 5,3 pct. og lukkede fredag i kurs 446 efter torsdagens fald på godt 5 pct. Faldet skyldes blandt andet en sektorrotation, som ifølge Nordea går hårdt ud over industriaktierne. Konkurrenten, den dansk/tyske vindmølleproducent Nordex, har fået en ordre fra vindenergiselskabet Greentech Energy Systems til en værdi af 1,4 mia. kr. Greentech-aktien lukkede 1,5 pct. lavere i kurs 97.

ALK-Abelló styrtdykkede ved 15-tiden, og lukkede 35 pct. lavere i kurs 630. Selskabets hovedprodukt Grazax - en tablet mod græspollenallergi - har ikke nået sit primære mål i fase III forsøg af USA. Markedet straffer dog ALK-Abelló unødigt hårdt, vurderer analytiker hos Gudme Raaschou, Brian Rathje, umiddelbart.

»Aktien handles nu til en kurs, der ligger under kursniveauet, inden Alk-Abelló fik godkendt Grazax i Europa. Det ligner en overreaktion,« siger Brian Rathje til RBBørsen.

Atlantic Petroleum nedjusterede fredag forventningerne til 2007 og lukkede 9,8 pct. lavere i kurs 1665. Usikkerhed om, hvornår en egentlig produktion i koncernens Chestnut-felt kan begynde, fik selskabet til at revurdere resultatforventningerne.

Atlantic Petroleum havde ingen omsætning i perioden, og med et tab fra negative prøveboringer og højere finansieringsomkostninger end oprindeligt estimeret, løb underskuddet før skat op i 51 mio. kr.

Novozymes-aktien faldt fredag 3,0 pct. og lukkede i kurs 517. Investorerne fik ellers en meddelelse om, at den amerikanske og kinesiske stat vil samarbejde for at promovere brugen af bioethanol. En anonym kilde siger, ifølge Associated Press, at der kan ventes et udspil så tidligt som i næste måned.

»Rygterne om udspillet overrasker ikke mig, og samarbejdet er allerede begyndt. Vi deltager i samarbejdet vedrørende forskningen,« udtalte marketingsdirektør Poul Ruben Andersen fra Novozymes til RB-Børsen.

Bang & Olufsen lukkede 1,3 pct. højere i kurs 537 og var dermed en af de få danske aktier, der endte i plus. Fredag hævede den amerikanske investeringsbank Merrill Lynch sin anbefaling af B&O til køb.

Royal Unibrew lukkede 0,8 pct. højere i kurs 524. Investeringsbanken SEB Enskilda sænkede sit kursmål på aktierne markant efter det skuffende kvartalsregnskab. Kursmålet er blevet sænket til 575 kr. fra tidligere 725 kr.

RB-Børsen

Læs også