Samlet effekt var marginal

Det endte fredag med små kursstigninger og rentefald.

I eftermiddagens handel fik investorerne svage tal fra den amerikanske industriproduktion, hvilket trak renterne ned, men det blev modarbejdet af høgeagtige udtalelser fra to amerikanske centralbankmedlemmer, Kroszner og Poole.

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede fredag 0,04 point højere i kurs 98,99 med en effektiv rente på 4,14 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,02 point højere i kurs 89,77 med en effektiv rente på 5,10 pct.

»Der var tre forhold, som prægede dagens obligationsmarkeder. Industriproduktionstallene trykkede renterne ned, mens udtalelserne fra Kroszner og Poole trak i modsat retning. Renterne begyndte fredagen med fald grundet bekymringerne om nedskrivninger og for kreditkrisen,« udtalte cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank til RB-Børsen.

Det blev til svage industriproduktionstal fra USA, hvor produktionen i oktober faldt 0,5 pct. Ifølge Bloomberg News havde analytikerne ventet en fremgang på 0,1 pct. Forrige vækstrate blev oprevideret til 0,2 pct. fra 0,1 pct.

Randall Kroszner pointerede fredag, at de kommende måneders brogede udsigter for økonomien ikke er nok til at garantere en rentesænkning. William Poole udtalte til nyhedsbureauet Dow Jones, at han er optimistisk, og han venter, at kreditmarkedsproblemerne vil løse sig.

Aktiemarkederne begyndte med solide fald i Europa grundet bekymringer for kreditkrisen, men senere vandt de europæiske aktiemarkeder lidt terræn, hvilket havde modsat effekt på obligationsmarkedet. Bekymringerne driver typisk investorerne fra aktiemarkederne og over i de fastforrentede papirer.

Ved dansk lukketid kostede en euro 1,4630 dollar. Den amerikanske 10-årige T-bond lå fredag ved lukketid 2/32 højere i kurs 100 28/32, hvilket gav en effektiv rente på 4,14 pct.

RB-Børsen

Læs også