Får Japan omsider et comeback?

Jeg har sjældent hørt så mange rådgivere tale om noget som en langsigtet investering.

Det var en tør konstatering, Carsten Koch, direktør for Danske Invest, kom med, da undertegnede for nylig spurgte ham om, hvorfor skyerne bare bliver ved med at hænge tungt over det japanske aktiemarked - til trods for analytikernes gentagne lovprisninger af Solens Rige.

Analytikere er ikke for beskedne til at tage æren, når de rammer plet. Rammer de ved siden af, tyr de til argumentet om det langsigtede potentiale.

Nu forsøger endnu en, Kathy Matsui, som er Goldmann Sachs' Japanstrateg, sig med budskabet om potentialet i Japan.

Hun forudser, at japanske aktier bliver blandt verdens bedste i 2008 med kursstigninger på mere end 20 pct.

Da hun for nylig lancerede vurderingen på Goldmann Sachs' årlige præsentationsshow i London, skete det med et foredrag, der havde fået titlen »Mens vi venter på Godot«.

Han - Godot - dukkede som bekendt aldrig op i Samuel Becketts absurde teaterstykke med de to vagabonder Vladimir og Estragon. Men ifølge Kathy Matsui er det snart slut med at vente på gevinsterne i Japan.

Landet blev kaldt et mirakel helt frem til 1980'erne. Prisen på aktier og ejendomme nåede op i opskruede niveauer, og det hele kollapsede i 1989. Siden har nedturen været både lang og vedholdende.

Store tab ramte investorer og virksomheder, det finansielle system blev lammet, fordi bankerne hang på en stor regning for at have overbelånt jord og ejendomme, og forbrugerne blev så skræmt af den totale nedsmeltning, at de begyndte at holde på pengene frem for at bruge dem. Økonomisk krise og deflation blev den nye orden, og selv om aktiemarkedet fik en genkomst i maj 2005 med stigninger på 60 pct. på et år, halter det den dag i dag næsten 60 pct. efter toppen i 1989.

Men nu vender det - vurderer Goldmann Sachs. Dels fordi Japan handler stadig mere med fremadstormende Asien, herunder ikke mindst Kina - og tilsvarende mindre med skrantende USA. Dels fordi økonomien for femte år i træk er vokset, hvilket snart må kvæle forbrugernes pessimisme, som det har taget livet af en stor del af arbejdsløsheden. Dels fordi virksomhederne tjener penge som aldrig før. Dels fordi jordpriserne for første gang i 14 år stiger omkring de større byer. Men også fordi markedet rummer en joker i skikkelse af det japanske postvæsen, som er ved at blive privatiseret. Den proces frigør enorme summer - ca. 3.000 mia. dollars - som den kommende tid skal placeres i andre aktiver så som aktier.

Derfor er Kathy Matsui ikke i tvivl. Vi har ventet længe, men nu kommer Godot.

BRANCHENYT
Læs også