Banker: Aktiefesten ebber ud

Danske aktier har givet tocifrede afkast de seneste år. Det er der ikke udsigt til i 2008, advarer aktieeksperter.

Investorerne skal ikke sætte næsen op efter flotte tocifrede afkast på aktier næste år. Skyerne trækker sammen over markedet efter flere års aktiefest. Danske Bank venter endda, at danske aktier vil klare sig dårligere end gennemsnittet i Europa.

Aktiefesten, der begyndte i 2003, har været erklæret ovre mange gange de seneste år, men hver gang er det alligevel endt med høje afkast til investorerne. Men medmindre de amerikanske problemer med dårlige boliglån og begyndende afmatning af forbruget forsvinder, ser aktieanalytikerne i stigende grad kritisk på 2008.

Siden i sommer har mange markeder sat det meste af årets gevinst til på grund af uro. Først af frygt for bankers tab på de risikable amerikanske subprime-boligobligationer. Det fik bankerne til at mistro hinanden og skabe optræk til kreditkrise. Senest har krisen bredt sig til industriaktierne, som for første gang i årevis mærker en afmatning i ordreindgangen.

Bank: Læg porteføjen om
»Feststemningen i aktiemarkedet har været forbi længe. Danskerne har bare ikke opdaget det, fordi de via en lempelse af erhvervsskatten fik en ekstra 4 pct. kursstigning i begyndelsen af året. Derfor ligger OMX C20 nu 4-5 pct. bedre end resten af OECD-landenes aktier. Det er der ikke udsigt til i 2008. Vi venter et afkast på europæiske aktier på 5-10 pct., og at danske aktier vil ligge i underkanten af Europa,« siger aktiestrateg Morten Kongshaug, Danske Bank.

Danske Bank mener derfor, at det kan være en god idé at nedbringe eksponeringen mod danske aktier.

»Man skal ikke forlade aktiemarkedet. Aktier ligger stadig til at give et bedre afkast end obligationer. Men måske skal en lidt større del af beholdningen ligger i kontanter en periode, og så skal danske aktier nedprioriteres,« vurderer Morten Kongshaug.

Heller ikke Nordea har store forventninger til aktiemarkedet. Specialrådgiver Claus Paaske Larsen konstaterer, at usikkerheden er meget stor på kort sigt, men understreger, at aktier fortsat er et bedre investeringsaktiv end obligationer.

»Vi mener ikke, at man skal overvægte aktier i 2008. Vi er neutrale på aktier, og vores afkastforventninger til aktiemarkedet i danske kr. på 12 måneder er 5-10 pct., siger Claus Paaske Larsen.

Når Nordea trods kreditkrisen og turbulensen her og nu mener, at investorerne skal holde fast på aktier på lang sigt, skyldes det attraktiv værdiansættelse i forhold til eksempelvis obligationer, rimelig underliggende vækst i verdensøkonomien, fortsatte investeringer fra virksomhederne på grund af forholdvis lav rente, køb og salg af virksomheder og ikke mindst væksten i de såkaldte emerging markets - eksempelvis BRIC-landene Brasilien, Rusland, Indien og Kina.

»Det store spørgsmål er timing. Hvornår boligkrisen stabiliseres og bankernes krise forbedres. Vi håber også, at den amerikanske centralbank indikerer sig villig til at bruge rentevåbenet til at få væksten tilbage i USA i løbet af 2008,« tilføjer Claus Paaske Larsen.

Svaghedstegn
Sydbank venter også et svagere 2008.

»Vi forventer et aktieår i 2008, der bliver mindre godt end i år. På 6-12 måneders sigt ser vi OMX C20 i 510-530. Årsagerne er omkostningspres - råvare- og lønstigninger - og risiko for aftagende global vækst,« siger aktieanalytiker Jacob Pedersen, Sydbank.

Såvel Nordea som Danske Bank peger på de ikke-cykliske aktier - medicin, mad, drikke og tobak som nogle af de forventeligt bedste køb i 2008.

BRANCHENYT
Læs også