Søfolk i bitter kamp

Den faglige organisation Søfartens Ledere og arbejdsgiverne i Rederiforeningen for Mindre Skibe slås i Arbejdsretten om de konfliktvarsler, som Søfartens Ledere har sendt mod rederiet Esvagt og A2Sea.

Arbejdsgiverne mener, at konfliktvarslerne er ugyldige. Arbejdsretten tager endelig stilling til striden i slutningen af november. Konflikten hos Esvagt skulle være trådt i kraft mandag. Årsagen til konfliktvarslerne er uenighed om ny overenskomst. Sekretariatsleder i Rederiforeningen for Mindre Skibe Michael Wengel-Nielsen siger, at hvis konfliktvarslerne vil kunne træde i kraft, vil arbejdsgiverne varsle lockout mod samtlige medlemmer af Søfartens Ledere på alle skibe under Rederiforeningen for Mindre Skibe. »Vi synes, at kravet fra Søfartens Ledere om 20 pct. mere i løn over tre år er uhørt højt. Vi er indstillede på at betale 15 pct. mere, og det er noget over den 13 pct.s lønstigning, som er i de overenskomster, der er indgået med andre rederiforeninger,« siger Michael Wengel-Nielsen. Han minder om, at de ansatte, som nu skal have ny overenskomst i de to rederier, i forvejen har en løn på 50.000 kroner brutto om måneden og arbejder mindre end halvdelen af året.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også